Universets Undere
II. BIND
Forfatter: J.O. BØVING-PETERSEN
År: 1914
Forlag: GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
Sted: KØBENHAVN OG KRISTIANIA
Sider: 460
UDK: 5 (02)
Populær Fremstilling efter det engelske Ori-
ginalværk ved J.O. BØ VING-PETERSEN. Med
mange Illustrationer og farvetrykte Tavler
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
450
UNIVERSETS UNDERE
MAALERLARVE PAA EN GREN.
Larven sidder mellem de to nedhængende, visne Kviste og ligner saa nøje
en af dem, at det kan være svært nok at skelne den derfra.
MAALERLARVE PAA EN ROSE.
Denne Art lever af Rosens Blade og ligner i Farve, Form og Stilling
skuffende et ungt Skud paa den Rosenbusk, hvorpaa den opholder sig.
dyrs Sand- og Jordfarver, man-
ge planteædende Larvers grøn-
lige Farvetoner o. s. v. Ulige in-
teressantere er imidlertid de
mere specielle Forhold, hvor en
saadan enkelt Grundtone ikke
yder tilstrækkeligt Værn, men
hvor Tilpasningen har givet sig
Udslag i bestemte Tegninger og
Mønstre, — undertiden yderst
fine og komplicerede og i en
rigt nuanceret Farveskala, saa
at Dyret faar skuffende Lighed
ikke blot med Omgivelserne i
al Almindelighed, men med gan-
ske bestemte Naturgenstande.
Ingen anden Dyregruppe vi-
ser denne rigest udviklede Form
for Forsvindingsfarver saa
stærkt repræsenteret som In-
sekterne, og da disse Smaadyr
hører til de af Fugle, Krybdyr
og mange andre Fjender stær-
kest forfulgte Væsener, vil For-
svindingsfarven hos dem som
Regel være et Beskyttelsesmid-
del, kun undtagelsesvis — som
f. Eks. hos de i 1. Bind omtalte
Knælere — en Overrumplings-
farve.
Et slaaende og af alle kendt
Eksempel er de her fotografe-
rede Maalerlarver. Saa nøje lig-
ner de Kvistene af de Træer,
hvis Blade de æder, at allerede
denne ydre Lighed i Form og
Farve maa yde dem Beskyttel-
se. Men ogsaa deres egen Op-
træden hjælper med til at lade
dem forsvinde i Grenenes Vir-
var, thi naar de ikke er optagne
af at æde løs paa Bladene, strit-
ter de stift ud fra Grenen, kun
fastklamrede med det bageste
Par Sugevorter. Der skal da et
rent Tilfælde eller i hvert Fald
et meget skarpt Blik til for at
opdage dem. Ganske vist er