Universets Undere
II. BIND

48 UNIVERSETS UNDERE mer Parret ud igen for paany at vanke om og lede efter en bedre Bopæl. Paa disse Spadsereture hænder det, at de møder en Han, der er kraftigere end den første Frier, og som gør Forsøg paa at erobre dennes Mage. Dog udspænder der sig ikke, som man kunde vente, en dødelig Kamp mellem de to Rivaler; de griber blot fat i hinandens Tænger og trækker hver til sit, indtil den ene Part maa give tabt og forlader Valpladsen for at drage ud paa nyt Frieri. Hvis Parret imidlertid lykke- lig og vel formaar at holde sammen, finder det tilsidst en passende Bolig, hvori det saa slaar sig ned for Natten. Dersom man imidlertid næste Morgen vender Stenen om, vil man opdage, at Hunnen nu er Eneboer i Hulen, hvori man kun vil finde de sørgelige Rester af Hannens Lig. Enkelthederne i den uhyggelige Tragedie, der i Nattens Løb er udspillet her, er kun lidet kendte, men det synes, som om Hunnen, der hidtil forholdt sig saa passiv, pludselig inden for Hjemmets Mure bli- ver en grum Herskerinde, der uden videre anvender sin Gemal til Frokostret. Hvor- ledes hun egentlig bærer sig ad med at overmande ham, er ikke opklaret; men Resultatet er altid det samme. Hvad man nu end kan mene om Hunnens Optræden som Mage, — som Moder er hun eksemplarisk: Omtrent 14 Maaneder efter Morddramaet lægger hun sine Æg. Tidligere troede man, at Skorpionerne fødte fuldt udviklede Unger, men Fabres Undersøgelser har vist, at Afkommet i Virkeligheden kommer til Verden som Æg, og at hver lille Unge er omsluttet af en overordentlig tynd, fin Hinde, ud af hvilken de bløde, ubehjælpsomme Smaavæsener ikke kan komme uden Mo- derens Bistand. Saa snart Æggene er lagt, begynder hun imidlertid ogsaa at pille hver Æghinde itu og at fjerne den forsigtigt fra Ungen. Naar tilsidst hele Yngelen er frigjort, samler hun alle Hinderesterne sammen og æder dem. De smaa Væse- ner er, naar de kommer ud af Svøbet, en Centimeter lange, hvide og næsten hjælpeløse. Med stort Besvær klatrer de op paa Moderens Ryg, hvor de ligger tæt sammenstuvede en Ugestid uden at tage Næring til sig. Først naar de efter en Uges Forløb har skiftet Hud, begynder de at blive mere livlige og at entre om paa Mo- derens Legeme; undertiden forlader de det endog for at gaa ud paa egen Haand, men bliver da snappede og igen bragt i Sikkerhed oppe paa Ryggen. Efter endnu en Uges Forløb er de i Stand til at skaffe sig Føde, og først fra nu af ophører de- res Moder at interessere sig for dem. Familiens Medlemmer spredes da snart til alle Sider og drager ud i Verden for at sørge for sig selv. BLOMSTERSTØV ENHVER kender det gule, pudderlignende Støv, der sidder paa Blomsternes Støv- dragere, og som Bierne har travlt med at bringe hjem til Kuben som Føde for Larverne. De fleste af os ved tillige, at det ikke er derfor, Blomsterne producerer Støv, men at dettes egentlige Betydning er at virke befrugtende paa de smaa Æg, der gemmes i det nederste, opsvulmede Parti af Blomstens mest centrale Del, Støvvejen. Lægger man nogle faa Gran af dette Støv under Mikroskopet, vil man se, at hvert enkelt Støvkorn har sin bestemte Form, fælles for alle andre Støvkorn hos samme Art, men forskellig fra Støvet hos alle andre Planter. Hvert lille bitte Støv- korn er en Celle, der omsluttes af en Væg og er fyldt med en slimagtig Masse, Protoplasma’et — den samme Celleslim, som danner Grundlaget for og er Bæreren