Universets Undere
II. BIND

FINNEØGLEN PELYCOSAURUS 57 Meteorer og Stjerneskud er Brudstykker af opløste Kometer, og at disse Himmellegemer er af en helt anderledes løs og luftig Natur, end man i ældre Tider antog. Som Resultat af Kometundersøgelserne fremgaar det da, at Kometens Kerne eller Hovede ikke er noget fast Legeme, men en Sammenhobning af uhyre Mængder af Me- teorstene, en formelig Sky af Meteorstøv. Naar denne Masse nærmer sig Solen, frigør Solheden de Gasarter, den indeholder, og disse danner da den lysende, taageagtige Sky eller »Coma«, der ses omkring Kernen. Elek- triske Udladninger bevirker nu, at de enkelte Dele, efterhaanden som Kometen kommer Solen nærmere, stødes bort i Retning fra denne EN TELESKOPISK KOMET, ENCKE’S KOMET. og derved danner en eller flere lysende Ha- ler. Enkelte Dele frigøres imidlertid stadig under Farten, og Kometen svinder der- for ind, jo ældre den bliver. Men for hvert Svind tegnes der en lysende Sværm af »Stjerneskud« paa Himmelbuen, og sluttelig ender Kometens Saga med et gyldent, straalende Luftfyrværkeri, som aftvinger os Beundringsudbrud, uden at vi tænker paa, at disse Ildlinier er Afskedsvink fra en Verden, der en Gang maaske vakte Dødsangst og Rædsel blandt Jordens Folkeslag. FINNEØGLEN PELYCOSAURUS I dette Værks 1ste Bind blev (S. 172 og S. 462) afbildet og omtalt et Par af de mær- kelige Urøgler, som er kendt fra Overgangstiden mellem Jordens Oldtid og Mid- delalder, og hvis Bygningsforhold frembyder mange Ejendommeligheder, der ikke mindst har Interesse for Udviklingshistorikeren. Vi skal ikke her komme ind paa Gentagelser og vil derfor blot — idet vi særlig henviser til »Skibsøglen« Naosaurus (1ste Bd. S. 172) — præsentere omstaaende Slægtning af denne. Pelycosaurus, som dens Frænde kaldes af Palæontologer, hører ligesom Nao- saurus til de aparte udseende »Finneøgler«, der levede i Oldtidens sidste Afsnit, Perm, og hvis bedst kendte Repræsentant er det over 3 Meter lange »finneryggede Firben« — »the lin-back Lizard«, — hvis Skeletrester er fundne i Texas. Finneøglernes kraftige Tandvæbning med de store, ulveagtige Hjørnetænder maa have givet disse Dyr et respektindgydende Ydre og har — i Forening med den kraftige, krokodillignende Svømmehale — muligvis sat dem i Stand til at fange og faa Bugt med de panserklædte Ganoidefisk, hvormed Datidens Have vrimlede. Men om deres Liv ved man iøvrig kun lidet; det meste er Gisninger, og navnlig staar man uforstaaende overfor de mægtige Torntappe, som antages at have støt- tet en tilsvarende høj Rygfinne. Nærmere at tyde dette og mange andre Bygnings- forhold hos Urøglerne er et Problem, der imidlertid maa tilfalde Fremtidens Forskning. Universets Undere. II. 8