Universets Undere
II. BIND

 UNIVERSETS UNDERE Handyrenes Overkæbe ragede et Par kraftige Hugtænder frem, hvortil Hunnerne kun havde svage Antydninger. Hvad der giver Hovedets Skelet et paafaldende Præg, er dets tre Par Benud- vækster, særlig de to bageste Par, der har dannet nogle anselige »Horn«. Om de imidlertid har været beklædt med en virkelig Hornskede, saaledes som »Stejlen« hos Nutidens Okser, er tvivlsomt; maaske har de blot været overtrukne med en tyk, mere eller mindre hornagtig Hud; men i hvert Fald er de af Interesse som begyndende Horndannelser hos Pattedyr. Baade derved og ved den primitive fem- taaede Fodtype, den ringe udviklede, næsten krybdyragtige Hjerne, hvorom Hjerne- kassens lille Hulhed vidner, og ved mange andre Bygningstræk bærer hele denne Pattedyrgruppe Præg af at være, hvad Palæontologerne kalder en »generaliseret« Type, d. v. s. en Type, der i sig forener flere Bygningsforhold, som senere fordeles og specialiseres hos Efterkommerne. Dinoceratiderne hørte med andre Ord til de »Urhovdyr«, hvorfra de nyere Tertiærtiders Hovdyrgrupper forgrenede sig, me- dens Stamformerne selv maatte gaa til Grunde. Deres klodsede, altfor tunge og ubevægelige Legeme og frem for alt deres uforholdsmæssig ringe Hjerneudvikling og tilsvarende lave intellektuelle Standpunkt lod dem blive et ret hjælpeløst Bytte for de tidligst optrædende Rovdyr, »Urrovdyrene«, og maaske i endnu højere Grad for Flodoversvømmolser, der satte de Skovstrækninger og Sumpe under Vand, hvor disse Stamfædre til senere Tiders Tykhuder drev om i Hjorde, græssende i de yppige Jungler. MALKENDE MYRER SOM de fleste Dyr lever ogsaa mange Myrer kun »fra Haanden til Munden«; men hos ikke faa Arter har der dog udviklet sig et Instinkt, der byder dem at tage Hensyn til Fremtiden og giver sig Udslag gennem en Række »Kulturtrin«, som man uvilkaarlig fristes til at betragte som analoge med de i Menneskenes Samfund opstaaede Kulturer. Vi har nylig skildret de høstende Myrer, som nogle Forskere endog har kaldt agerdyrkende, og vi har omtalt den mærkelige Maade, hvorpaa den amerikanske Honningmyre forstaar at hengemme sine Honningfor- raad. En anden særlig Form for »Agerbrugskultur« har vi beskrevet hos de blad- skærende Myrer, der driver rationel Svampedyrkning. Men Emnet er langtfra ud- tomt med disse Eksempler. Indenfor Myresamfundenes brogede Mængde er der ikke blot »Gartneri« og »Agerbrug«, men man kan ogsaa tale om en ligefrem »Kvægavl«, hvori Pasning og »Malkning« af »Køerne« spiller en lignende Rolle som i mangen en Kulturstat. Det er Myrernes store Forkærlighed for alle Slags søde Sager, der har givet Udspring til denne Kvægavl. Sukker, Honning, Sirup, Syltetøj og lignende Læk- kerier eftertragtes jo af Myrer i fuldt saa høj Grad, som af det mest slikmundede Barn — en Omstændighed, der i første Række er Aarsag til, at Myrerne kan blive ret paatrængende og generende Gæster i vore Huse, især naturligvis ude paa Lan- det. Da nu visse Insekter og Insektlarver producerer søde Stoffer, dels i Form af Ekskrementer, dels som virkelige Sekreter, er det intet Under, at de allestedsnær- værende og alt undersøgende Myrer i Tidens Løb har nyttiggjort sig saadanne Dyr og efterhaanden har lært at holde dem som Husdyr eller i det mindste som vel- komne Gæster i Myreboet. Oprindelig har Forholdet vel været det ganske simple,