Universets Undere
II. BIND

90 UNIVERSETS UNDERE Parasolfuglenes Smaaflokke aldrig kommer ned paa Jorden, men oftest opholder sig i de højeste Urskovstræers Toppe, især ude paa Øerne i Floden, ses de kun sjælden af Europæerne. Indianerne opsporer dem derimod gerne for at skyde dem med Pusterør og pryde sig med deres Fjer. Blandt de faa europæiske Forskere, der har iagttaget Parasoifuglens Færd, er Bates. Gennem ham ved vi, at den lever baade af Frugt og Insekter. Medens den æder, og naar den flyver, lægger den Hjelmen ned og trykker Strubeposen saa tæt ind til Brystet, at Fjerene næsten skjuler den. I Hvilestilling slaas »Parasollen« derimod op, og Strubeposen hænger frit synlig. Betydningen af dette mærkelige Hudvedhæng er efter Bates Paavisning den at tjene som et Resonnansapparat. Parasolfuglen udstøder, især Morgen og Aften, saa dybe og vældigt rungende Lyde, at de er bievne sammenlignede med en Tyrs Brølen, og at »Pendulbæreren« mange Steder gaar under Navnet »Tyre- fuglen«. En saadan vokal Kraftudfoldelse hos en middelstor Fugl bliver kun mulig ved, at den udvidelige Strubepose fyldes med Luft og virker som en Slags Sække- pibe, — hvilket Bates da ogsaa fik bekræftet ved Iagttagelse. I hans Skildring af Parasolfuglens Optræden som brølende Tyr hedder det nemlig: »Den rejste sig op paa Grenen, bredte sin skærmlignende Hjelm ud, strakte sin glinsende Strubepose langt frem og pustede den stærkt op. Idet den nu bøjede Hovedet fremefter, ud- stødte den gjaldende Brøl.« ______Paafaldende er det, at der netop i Brasiliens Urskove foruden Parasolfug- len lever andre Spurvefugle, hvis »Sang« er lige saa aparte og enestaaende i Fugle- verdenen, — frem for alle de berømte Klokkefugle, hvis Stemmevirkning efter Schomburgk lyder, »som anslog man samtidig flere, harmonisk stemte Glasklok- ker«, og hvis Røst henriver en anden Forsker, Waterton, til det patetiske Udbrud: »Aktæon vilde bryde af midt i sin hidsigste Jagt, Maria vilde opsætte sin Aften- sang, Orpheus selv vilde lade sit Spil tie for at lytte til denne Fugl«.-Selv en Caruso kunde jo ikke forlange mere! BARKLIGNENDE GEKKOER AT en Mængde Dyrs Farve mere eller mindre falder sammen med Omgivelserne, saa at de faar Chancer for at undgaa Opdagelse, kender af Erfaring enhver, der bruger sine Øjne ude i Naturen, og særlig vil alle, der har rejst i fremmede Verdensdele, have fundet Eksempler derpaa. Ligheden med det Milieu, hvori Dyret normalt færdes, indskrænker sig oftest til en i al Almindelighed fælles Grundfarve som f. Eks. Skovgræshoppernes, Løv- frøernes eller Træsnogenes grønne, græs- og bladlignende Farvetoner eller Steppe- og Ørkendyrenes jordfarvede, lysere eller mørkere Schatteringer; men i adskillige Tilfælde forstærkes denne mere vage Beskyttelseslighed ved, at der med Jord-, Løv- eller Barkfarven som Undergrund udvikles ganske bestemte Farvetegninger og Afskygninger, der kan falde i den Grad nøje sammen med Opholdsstedets Ud- seende, at Dyret tilsyneladende helt forsvinder, bliver til ét med Omgivelserne. Et Eksempel paa en saadan Forsvindingslighed viser den her fotograferede »Barkgekko« fre Madagaskar. Kun vil et Fotografi — er det end nok saa godt aldrig kunne virke illuderende som Naturen. Naar Barkgekkoen sidder paa en Gren eller Stamme og paa Gekkoers Vis trykker sig tæt ind til denne, lurende paa et Insektbytte eller blot hvilende sig, narrer den ofte baade Fuglen, som gerne