Størst Udbytte af Legemligt og Aandeligt Arbejde
Første Del

153 Hvileperioden er altsaa i saadanne Tilfælde ligefrem skadelig. Skulde der komme noget virkelig paalideligt ud af den Art Forsøg, maatte Arbejdstiden gøres saa lang, at Forsøgene vanskelig vilde kunne gennem- føres som Laboratorieundersøgelser, men bedre vilde kunne anstilles i det praktiske Liv, hvor Arbejdet dog skulde gøres. Vi saae nemlig i forrige Kapitel, at man ved at anstrenge sig stærkt, tiltrods for voxende Træthed, kan holde Arbejdsydelsen ved den Art Virk- somhed omtrent konstant. Derfor vil det være nød- vendigt, naar Træthedens Indflydelse skal kunne paavises, at fortsætte Arbejdet, indtil Forsøgspersonens Anstrengelser for at modstaa Trætheden ikke længere nytter. En enkelt Forsøgsrække, udført af Amerika- neren Thorndike, viser, at det er ikke faa Timer, det drejer sig om. Thorndike lod 16 Studenter udføre Multiplikatio- ner af to trecifrede Tal i Hovedet, Arbejdstiden var forskellig for dem alle, mindst to Timer og i det længste 12 Timer; de meget lange Arbejdstider blev dog afbrudt af en Spise- og Hviletid paa mindst en halv Time. Studenternes Færdighed i Regning var aabenbart yderst forskellig, idet den hurtigste til 4 Opgaver kun brugte knapt 4 Minuter, medens den langsomste til samme Antal Opgaver brugte 35 Min. Foruden dette Arbejde maatte alle Forsøgspersonerne paa en følgende Dag i godt udhvilet Tilstand endnu en kort Tid udføre Multiplikationer, Træthedens Ind- flydelse blev undersøgt paa den Maade, at man sammenlignede den Tid, som medgik til 4 Opgaver i Slutningen af den lange Arbejdstid, med den tilsva- rende Tid i Begyndelsen af den følgende Dag. Her- ved viste det sig, at alle de Forsøgspersoner, der havde arbejdet mindre end fire Timer, slet ikke var