Foreningen af 1862
til den indenlandske Industries Fremme.

■wrer . »sm.a1 6 noget Nyt, Noget, der fordrede en vibtloftig Jmsdegaaen. — Tvertimod, man horte der kun de gamle Paastande, man faae de samme Modsigelser og den samme indbyrdes Uenighed, som bestandig havde været Frihandelsforeningens Kjendingsmærker, hver Gang den var optraadt i Tale eller Skrift, bg som pleier at være et Beviis paa, at den paagjcrldende Sag er umoden. Og hvad Rigsraadsforhandlingerne angik, var det vel aabenbart, at RegjeringsforflagetS Talsmænd var gaaet af med Seiren. Alligevel vilde det vistnok findes rigtigt, at Taleren i al Korthed stræbte at godtgjore Rigtigheden af de forfljellige Sæt- ninger, som ligge til Grund for Adressens Udtalelser og som gjore vor Henvendelse til Rigsraadet berettiget. — Der moder da forst den Sætning, at „bet Princip, der ligger til Grund for vor Toldlovgivnings Udvikling siden 1797, er en gradviis og deelviis Fjernelse af den i Toldtariffen indeholdte Beskyttelsestold-'. Her maa Eftertrykket lægges paa Ordene ,,gradviis oz deel« viis". — Vi have ligesaalidt som Nogen nægtet, at Frihan- del er det Maal, hvdrtil vor Toldlovgivning stræber siden Slutningen af forrige Aarhundrede, og vi have endog i Slut- ningen af den foreliggende Adresse udtalt det med klare Ord, hvortil Taleren vilde komme tilbage. — Men paa den anden Side maa vi lægge stcrrk Bcegt paa, at en plud selig Over- gang til Frihandel vilde være et Brud paa det gjennem henved 2 Mennestealdere fulgte Princip, i Overeensstemmelse med hvilket vore Forhold have udviklet sig. — Heller ikke ville vi paa nogen Maade have det forstaaet saaledeS, at vi hylde den ofte fremsatte og ofte heftig forsvarede Paastand, at Tariffen, betragtet som cn BeMelseSlarif, saavidt muligt er, bor stræbe efter Stabilitet ikke alene i Pnncipct, men ogsaa med Hensyn til de enkelte Bestemmelser. — Taleren kunde i denne Henseende henholde sig til den klare Udtalelse af Finantsministeren under RigsraadetS fsrste Behandling af