Kosmos IV
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

118 nok endnu længer fra den magnetiske Wqvator, hvor Hel- dingen er — 53 °, og som aldrig seer Solen i Zenich. 66 Vi have allerede seraarige daglige Iagttagelser fra Cap, som ere offentliggjorte, ifølge hvilke, næsten ganste ligesom paa St. Helena, Naalen fra Mai til September vandrer fra sin yderste ostlige Stilling (19 Vs11) mod Vest til 231/3h, deri- mod fra October til Marts mod Ost fra 201/3h til 11/3h og 2h. Ved Opdagelsen af disse saa vel bekræftede, men dog med Hensyn til deres Aarsag i saa dybt Merke indhyllede Erfaringer, har det »særdeleshed viist sig, hvor vigtigt det er i en lang Række af Aar uafbrudt at anstille Iagttagelser fra Time til Time. Forstyrrelser kunne (som vi firår skulle ud- vikle) give Naalen en blivende Retning, snart mod Ost og snart mod Vest, og derved gjore cnestaaende Iagttagelser af Reisende usikkre. Ved den udvidede Skibsfart og Cvmpassets Anvendelse til geodætiske Udmaalinger har man meget tidligt til visse Tider bemærket en overordentlig Forstyrrelse i Retnin- gen, ofte forbunden med Ustadighed, Bævren og Zittren af den anvendte Magnetnaal. Man vænnede sig til at antage, at dette hidrørte fra en vis Tilstand af Naalen selv, og i det franste Sprog kaldte man det meget charakteristist, at Naa- len var bleven tosset, l’affolement de l’aiguille, og foreskrev at magnetisere en aiguille affolée paanp og stærkere. Halley har udentvivl været den Forste, der erklærede Nord- lyset for et magnetisk fænomen,67 da han af det kgl. Sel- stab i London blev opfordret til at forklare det over hele England sete, store Meteor fra 6 Marts 1716. Han si- ger, „at Meteoret var analogt med det, Gassendi forst 1621 havde givet Navnet Aurora borealis." Hvorvel han paa sine Soreiser for at bestemme Afvigningslinien trængte frem