Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

133 Kriterium. Ogiaa maa vel her mindes om det saa saare svage, aldrig funklende, mildtstraalende Lys fra Hovedet af alle Cometer med eller uden Hale, medens Lysintensiteten af de chinesiske saakaldte overordentlige (fremmedladcnde)Stjer- ner sammenlignes med Venus's: hvilket aldeles ikke passer paa Cometnaturen overhovedet og især flet ikke paa de hale- lose Kometer. Den under det gamle Dynastie, Han (134 f. Chr.), fremkomne Stjerne kunde, som Sir John Herschel bemærker, være Hipparchs nye Stjerne, der, efter Plinius's Udsagn, skal have givet Anledning til hans Stjerneforteguelse. De- lambre kalder Angivelsen to Gange en Fabel, „une historielte“ (Hist, de l’Astr. ane. T. 1. p. 290 og Hist, de Astr. mod. T. 1. p. 186). Da Hipparchs Fortegnelse, efter Ptolemcei Udsagn (Almag. VIL 2. p. 13. Halma), knytter sig til Aaret 128 for vor Tidsregning, og Hipparch (som jeg allerede paa et andet Sted har sagt) observerede paa Nhodus eller maaskee i Alerandrien mellem Aarene 162 og 127 for Chr., saa er der intet mod Conjecturen; det er meget tænke- ligt, at den store Astronom fra Nicæa længe havde anstillet Iagttagelser, forend han faldt paa at forfatte et virkelig Catalog. Plinius's Udtryk „sno aevo genita“ har Hensyn paa hele Levetiden. Da den Tychoniffe Stjerne lod sig tilsyne 1573, blev der stridt meget om hvorvidt Hipparchs Stjerne skulde regnes til de nye Stjerner eller til Cometer uden Hale. Tycho meente det første (Progymn. p. 319—325). Ordene: „ejusque motu ad dubilationem adductus“, kunne vel for- staaes om en svagtlysende, halelos Comet, men den rhetorifke Still hos Plinius tillader enhver Ubestemthed i Udtrykket. b) En chinesisk Angivelse: i December 123 efter Be- gyndelsen af vor Tidsregning, mellem a Here, og a Ophiuchi;