Kosmos III
Udkast til en physisk Verdensbeskrivelse

138 vel iagttog den atter i November 1665: i Begyndelsen me- get lille, derpaa storre, dog uden at den igjen naaede 3die Størrelse. Mellem 1677 og 1682 var den allerede formind- sket til 6te Størrelse, og som saadan forblev den paa Him- len. Sir John Herschel anfører den paa Listen af foran- derlige Stjerner; Argelander derimod ikke. s) Næstefter Stjernen i Cassiopea fra 1572 er den nye Stjerne i Slangebcereren fra 1604 den berømteste (NA. 259° 42' og sydl. De cl. 21° 15', for 1800). Til hver af disse knytter sig et stort Navn. Stjernen i Slangebærerens hoire Fod blev forst seet, ikke af Kepler selv, men af hans Disci- pel, Böhmeren Johann Brunowski, den 10. October 1604: „storre end alle Stjerner af 1ste Størrelse, storre end IUpi- ter og Saturn, dog ikke saa stor som Venus". Herlicius paastaaer at have feet den allerede den 26. September. I Klarhed stod den tilbage for den Tychoniste Stjerne fra 1572, heller ikke kunde den sees om Dagen, saaledes som denne; men dens Tindren (Scintillation) var meget stærkere og vakte i Særdeleshed alle Iagttageres Beundring. Dens Funklen spillede i forstjellige Farver og der tales meget om dens stedse verlende Lys samt Farvespil. Arago (Annuaire pour 1834 p. 299—301 og Ann. pour 1842 p. 345—347) har allerede gjort opmærksom paa, at den Keplerske Stjerne, dog ingenlunde som den Tychoniste, efter længere Mellemrum an- tog en anden, guul, rod og derpaa atter hvid Farve. Kepler siger bestemt, at hans Stjerne, saasnart den hævede sig over Jorddunsterne, var hvid. Naar han taler om Regnbuens Farver, saa er det for at tydeliggjore dens farvede Funklen: „exemplo adamantis multanguli, qui Solis radios inter convertendum ad spectantium oculos variabili ful gore revibraret, colores Iridis (stella nova in Ophiucho) sue-