Den Almindelige Botanik

230 Kap. 27. Dannelses-Vævene. saa i Tidernes Løb være gaaet over til de førstes. Hvorledes denne Overgang er gaaet for sig, vide vi naturligvis ikke, men for- modentlig give Lycopodineerne et Fingerpeg; mest oprindelig er Selaginella, mest fremskredne Lycopodium og Isoétes; derfra fort- sætte Gymnospermerne, idet deres Kim endnu en lille Tid liar Top- cellevæxt, men snart forlader denne og nærmest antager Di- kotyledonernes. Undersøgelserne af de i dette Kapitel behandlede VæxtforhoM indlededes 1844 af Schweizeren C. Nägeli, og ere senere fort- satte til hen imod Nutiden af en lang Række af mest tyske For- skere, blandt hvilke særligt Hofmeistei' maa nævnes, hvis banebry- dende Arbejder udkom 1849 og 1851. I Begyndelsen var det næsten alene Kryptogamerne, der bleve studerede; Fanerogamerne frembøde saa store tekniske Vanskeligheder for Erkjendelsen af Delingsvævenes Anord- ning, at først efter 1868, da det var lykkedes Hanstein at finde en Vævklaringsmethode, der fjærnede dem, lærte vi ogsaa deres Væxtpunkter at kjende. 192. Væxtpunktets Begrænsning. En skarp Afgrænsning af Væxtpunktet mod clet ældre Væv findes, som det vil sees af det foregaaende, absolut ikke i Naturen. Man kunde i det Højeste vedtage at kalde kun dette Væxtpunkt, der paa et Skud ligger ovenfor det øverste Blad; men dette bliver i alt Fald en rent vilkaarlig Grænse, og om en saadan er der desuden hverken Tale hos Rødder eller Løv eller i Spidsen voxende Blade. Heller ikke maa det glemmes, at Stedet for den stærkeste Væxt ikke ligger i selve Spidsen af Rod eller Stængel. Man kan tværtimod dele begge i tre Bælter: 1) Væxtpunktet (»det em- bryonale Stadium«), 2) S træknings bælt et, i hvilket den største Væxt finder Sted ved Strækning af Cellerne, og 3) det bagved liggende, ældre, i hvilket den indre Uddannelse af de enkelte Celler og af Standvævene foregaaer (se om Roden S. 28). 193. Væxtpunktets Beskyttelse. Da Væxtpunktet dannes af yderst ungdommelige og tyndvæggede Celler, vil det let være udsat for Ødelæggelse, navnlig for Indtørring, hvis det ikke be- skyttes. Dette skeer hos Stænglen derved, at de unge Blade altid ere bøjede hen over det (Fig. S. 38), og hos Landplanterne uddannes særlige Dækblade (se Knopskæl, S. 78 ff.) til Værn under Hviletiderne, eller ved Nedsænkning af det i Fordybninger, der undertiden endog tilstoppes med Haar (visse Saftplanter saasom Kakteer o. A., Bregner) eller paa andre Maader (S. 78—79). Hos Roden, der ikke er saa udsat for Fordampning som Stænglen,