Den Almindelige Botanik

320 Kap. 36. Kulsyre-Assimilationen og dens Væv. le res, altsaa anvendes til Dannelsen af Plantestof. Der ny dannes saaledes organisk Stof ved Kulsyre-Assimilationen. Da Kulsyren er den iltrigeste Kulstofforbindelse, maa der selvfølgelig fri gj øres Ilt under dens Assimilation, og denne Ilt udskilles fra Planten. Kulsyre-Assimilationen er altsaa karakteriseret ved tre Frem- toninger, nemlig Kulsyre-Optagelse, Iltudskilning og Forøgelse af Plantens organisk bundne Kulstof. I de allerfleste Tilfælde er Iagttagelse af Utudskilningeii nok til Paavisning af Kulsyre-Assi- milation, og Maaling af den udskilte Iltmængde er sædvanlig den letteste og bedste Maade til at maale Processens Livlighed. Englænderen Priestley var den, der først iagttog Iltudskilningen; i 1772 meddelte han, at Planterne „forbedre“ Luft, der iforvejen var „fordærvet14 ved Dyrs Aandedræt; selve Ilten blev som bekjendt først opdaget 1774. Hollænderen Ingenhouss viste (1779), at grønne Planter udskille Ilt, naar Lyset skinner paa dem, Schweizeren Sene bier (1782), at Kulsyren er nødvendig, og at Planterne beholde Kulstoffet i sig. Schweizeren Th. de Saussure bekræftede (1804) disse Angivelser samt fandt, at det udskilte Rumfang Ilt er omtrent lige saa stort som det optagne Rumfang Kulsyre, hvad man dog har tillagt en for Sagens Forstaaelse altfor stor Betydning. I Begyndelsen af vort Aarhundrede mente man, at Muldstofferne var Planternes væsentligste Næring. Liebig (1840) har Fortjenesten af at have paavist det uberettigede heri og har fremhjulpet en rigtig Vurdering af Kulsyre-Assimilationen. I nyere Tid have navnlig Undersøgelser af Franskmanden Boussingault, Tyskeren Sachs og Hollænderen Th. Engelmann udvidet vore Kundskaber om Detailler ved Processen. 257. Betingelserne for Kulsyre-Assimilationen ere, foruden de almindelige Livsbetingelser, Tilstedeværelse af Bladgrønt i Planten, Lys og Kulsyre. At Kulsyre-Assimilationen da virke- lig finder Sted, kan paavises f. Ex. paa følgende enkle Maade: En grøn Plantedel anbringes i et Glas, der fyldes med kulsyre- holdigt Vand (alm. Vand er sædvanlig tilstrækkelig rigt paa Kul- syre; hvis ikke, kan man tilsætte lidt Sodavand), og stilles med Bunden i Vejret i en ligeledes med Vand fyldt Skaal. Lader man nu Solen beskinne Apparatet [313], seer man snart, at der paa Bladene dannes smaa Luftblærer, som løsne sig og stige til- vejrs. Efterliaanden samles en større Luftmasse oven i Glasset; og denne Luft bestaaer overvejende af Ilt; den kan f. Ex. an- tænde en glødende Tændstik. En nøje Undersøgelse vilde tillige vise, at Plantens Indhold af organisk bundet Kulstof er forøget, og dette er da udelukkende skeet paa Bekostning af den i Vandet opløste Kulsyre.