Den Almindelige Botanik

380 Kap. 41. Optagelse af organisk Næring. fulariaceer (Euphrasia, Pedicularis, Malampyrum o. a. Rhinantheer). Paa de tynde Rødder af disse Planter sidde smaa Sugevorter [347, 348], som voxe fast paa Værtplanternes Rødder og sende Udvæxter ind i dem, der tage Næring fra dem. — Skjønt deres andre Rødder formodentlig kunne tage Næring direkte fra Jordbunden, og skjønt de grønne Blade formentlig kunne assimilere Kulsyre, kunne de dog ikke undvære at snylte, maaske med Undtagelse af nogle faa (Bartsia, Pedi- cularis). Mélampyrum pratense skal kunne leve saprofytisk. De epifytoide Halvsnyltere ere mest buskagtige, stedse- grønne og høre til Loranthaceæ. I Europa voxe Mistelten (Vis- cum album), Loranthus europæus og Arceuthobium Oxycedri, i Troperne findes en overordentlig Mængde Arter. Deres Frø ere omgivne med en limagtig- Masse (»Fuglelim«), ved hvilken de fæstes til Grenene af Fuglene, naar disse spise Frugterne (Bær), enten derved, at de stryge Frøene af paa Grenene ved Hjælp af Næbet (Planterne kunne derfor godt voxe paa Grenenes Underside), eller derved, at de gaa ud med Fuglenes Exkrementer. Rødderne leve hos nogle Arter helt inde i Værtplantens Bark, hos andre uden paa denne, men danne i saa Fald Sugevorter. Misteltenen (Viscum) kan snylte paa omtrent 50 Arter Løv- og Naaletræer. Naar Frøene spire, voxer først den hypokotyle Stængel frem, breder sig ud til en Hæfteskive der, hvor den gaaer over i Hovedroden [jvfr. Fig. S. 29], og nu udvikler denne sig og trænger ind i Værtplanten ind til Veddet, forgrener sig der derpaa i Sivævet i Form af lange, grønne, løvlignende Strænge („Barkrødder“), som løbe parallelt med Værtplantens Axe, og fra hvilke andre Rødder, saakaldte „Sænkere", gaa ind i Marvstraalerne. Sænkerne voxe interkalært der, hvor de gjennem- bore Værtplantens Væxtlag, saa at de altsaa kunne holde Skridt med dennes Tykkelsevæxl. Overhud saavel som Rodhætte mangle, og Rodspidsen løser sig penselformet op i kølleformede, haarlignende Celler. Knopper kunne opstaa paa disse Rødder og bryde ud gjennem Værtplantens Bark. Om Loranthaceerne kan endnu anføres, at deres Skud have for- skjelligt Fordampningsværn: tyk og stærkt kutiniseret Hud, indsænkede Spalteaabninger, snævre Luftkanaler m. m. Nogle ere næslen bladløse. Dette maa formentlig sættes i Forbindelse med, at de ere stedsegrønne, selv om f. Ex. Værtplanten er løvfældende (f. Ex. de fleste af Misteltenens Værtplanter). Ogsaa blandt Løvplanterne findes maaske (?) halvparasitiske Former, f. Ex. forskjellige Havalger, der efter Pringsheim, Kny o. A. sidele fast paa andre Alger og sende Celler ind i deres Væv, og Chlorochytrium, der lever i Lemna (om andre se S. 385). Om Halvparasiterne maa man antage, at det nærmest er kvælstof- holdig Næring, som de søge hos Værten. Der er Forskjel paa, hvor meget de behøve at optage fra Værten. Nogle skulle kunne assimilere Kulstof næsten alene ved egen Kraft (Viscum, Melampyrum); efter Bonnier skal