Den Almindelige Botanik

426 Kap. 46. Væxt og Væ\spænding. dele voxe omtrent ligeligt i alle Retninger (f. Ex. mange unge Frugter, saaledes Æbler o. s, v.) eller fortrinsvis i en enkelt Ret- ning (f. Ex. Rødder og Stængler, der, i alt Fald foreløbig, væsentlig voxe i Længde), eller endelig i to Retninger (f. Ex. de fleste Blade). Altid vil dogVæxten først föregaa langsomt, derefter hurtigere og hurtigere, for atter at aftage og endelig at ophøre. Dette Væxt- forløb, altsaa de tre Faser tilsammentagne, kaldes Væxtens store Periode, til Forskjel fra andre periodiske Fremtoninger ved Væxten, saasom f. Ex. de af de daglige Svingninger i Belysning og Temperatur betingede Svingninger i Væxthastighed. Ogsaa ved Væxtlagets Virksomhed under den sekundære Tykkelsevæxt seer man tydeligt de tre Væxt-Faser: Cellerne dannes, strække sig og udformes sluttelig. 364. Glidende Væxt. Under Forløbet af 2den Væxtfase ville nogle Celler voxe stærkere end andre tilgrænsende. Saaledes ville de af Væxtlaget nylig dannede Celler, som skulle blive til Led af større Kar, snart opnaae større Tværmaal end de omgivende Celler [300, S. 302j, og mangfoldige Prosenkymceller ville forlænge sig, saaledes at de kile sig ind mellem hverandre [269 b, S. 272], hvad der giver Styrkevævene yderligere Sejghed, og dette end mere, naar, som hos mange Træarter, Vedcellernes Spidser blive mere eller mindre bøjede. Ogsaa Mælkecellers Spidse- væxt liører tildels herhen. Efter Krabbe forklares denne uensartede indre Væxtfremtoning ved tre Antagelser: 1) I Vævene skulle alle Vægge mel- lem Naboceller allerede paa et meget tidligt Standpunkt være dobbelte, saa at hver Celle altsaa har sin Væg helt for sig. 2) Unge Nabocellers Vægflader kunne forskydes langs hverandre; de skulle altsaa endnu ikke være fast forbundne (eller dog kun med en blød Midtlamel); Vævet maa altsaa, mekanisk seet, paa dette Udviklingstrin forholde sig som om det var en Hob tæt pakkede, løse Blærer i forskjellig hurtig Væxt. 3) Den paagjældende stærkt fremvoxende Celle skyder de andre, svagere voxende Celler tilside ved Hjælp af stærkere Saftspænding (denne er paavist, i alt Fald hos unge Kar), og glider samtidigt hen over de andres Vægge, kan idet den selv skal voxe over hele sin Udstrækning. — Antages en saadan glidende Væxt, vil man indse, at de Protoplasmaforbindelser, som maatte lindes mellem den stærkt voxende Celle og dens oprindelige Naboceller, ville briste, og ligeledes de, som findes paa Steder, hvor de andre Celler vige fra hverandre. Krabbe antager da ogsaa, at Plasmaforbin- delserne ikke ere fuldt saa udbredte som man ellers mener. Hvor Celle- forskydningen er stærk, som hos Kar (paa tværs) og de fleste Prosenkym- celler (paa langs) findes ganske vist ej heller Plasmaforbindelser, men Elementerne miste jo ogsaa snart alt Protoplasma. Hele denne Opfattelse bestrides dog. I nyeste Tid har navnlig Kohl nærmere udviklet, at den stærkest voxende Celles Væg ikke be- høver at glide paa de andres. Han antager 1) at der ikke skeer nogen Forskydning (Glidning) af de forskjellige Lag i Nabocellers fælles Vægge, som