Den Almindelige Botanik

Kap, 46. Væxt og Vævspænding. 427 derimod oprindeligere enkle og voxe som Helhed, saa at Plasmaforbin- delserne og de i visse Tilfælde (f. Ex. i Rosa's Kar) meget tidligt optrædende Porer bibeholde deres Leje. Hvor Væggene spaltes, som ved Inter- cellulær-Rummenes Dannelse (S. 215), maa naturligvis Plasmatraadene rives over; 2) at der just skeer saadanne Spaltninger i de mindre stærkt voxende Cellers Fællesvægge, hvorved altsaa disse Celler kunne rykkes ud fra hverandre som ved Jntercellulær-Dannelse, og paa disse Steder skal der da ske en særlig stærk Væxt bos det pladskrævende Element. Tanken kunne vi kort, om end ikke aldeles korrekt, udtrykke saaledes: i det uensartet voxende Væv dannes Intercellulær-Hulheder, som dog strax udfyldes af de stærkest voxende Celler. Denne Proces synes simplere end den glidende Væxt; men Sagen er endnu ikke klaret. 365. Rodens og Skuddets Væxt. Rodens Længdevæxt iagttages let hos spirende Frø, der anbringes i fugtige Savspaaner eller lignende. Af det S. 28 [37] omtalte Forsøg fremgaaer det, at det yderste Afsnit af Roden med dets, lier af Rodhætte dækkede, Væxtpunkt befinder sig i 1ste Væxtfase, og i et Døgn kun viser en mindre Tilvæxt i Længde, medens de nærmest paafølgende Af- snit voxe meget betydeligt — de ere just i Stræknings-Fasen. Længere borte fra Rodspidsen seer man, at Længdevæxten helt er ophørt, her foregaaer endnu kun. Cellernes endelige Udformning-: 3die Fase. I Almindelighed vise Rødderne en saadan udpræget Spidsevæxt, der jo ogsaa er en Nødvendighed, for at ikke Rod- haarene skulle sønderrives, og for at Roden med Kraft kan bane sig Vej, hvor Hindringer møde. At Rodgrenene maa voxe ud gjennem ældre Væv er nævnt S. 32 og 386. Rodens Forkortning, naar den bliver ældre, omtales S. 464. Stænglens Længdevæxt foregaaer i visse Tilfælde (f. Ex. Linum) alene ved Spidsevæxt og man kan da ved Hjælp af Tusch- mærker paavise ganske tilsvarende Voxemaade, som for Røddernes Vedkommende; dog er det voxende Stykke forholdsvis meget læn- gere end hos Rødderne; Spidsevæxten er altsaa ikke saa udpræget som hos disse. Hos nogle Stængler afsluttes Væxten endog tid- ligere ved Spidsen end ved Grunden (f. Ex. Løgvæxters o. fl. a. blomsterbærende Stængler), og det samme gjælder ret hyppigt Stængelled (f. Ex. iøjnefaldende hos Græssernes Straa, S. 222). I det Hele taget have de enkelte Stængel led. oftest hver for sig deres »store Væxtperiode«, hvad der gjør Stænglens Væxt som Helhed ret sammensat (Rothert). Blade voxe først i Spidsen, dernæst foregaaer Væxten mere eller mindre jævnt over hele Bladet, eller især ved Grunden. Bregneblade udmærke sig dog ved deres vedvarende Spidsevæxt