Den Almindelige Botanik

446 Kap. 47. Planternes Bevægelser. have navnlig viist, at en Plantedel er negativt heliotropisk, posi- tivt heliotropisk eller slet ingen heliotropisk Bevægelse har, alt efter Belysniagsstyrken. Dette sidste er et smukt Bevis for, at Lys- retningen som saadan lier ikke har Betydning, men at Stænglen, naar Lysstyrken er den tilpas, voxer lige op og ned, hvorfra Lyset saa forresten kommer. Saaledes er det utvivlsomt ogsaa i det Frie med Stænglerne, livis Væxtretning sædvanlig ikke paa- virkes kjendeligt deraf, at Lyset overvejende udgaaer fra den syd- lige Halvdel af Himmelhvælvingen. I dette Forhold have vi imid- lertid ogsaa at gjøre med den forskj ellige Stemning overfor Lyset, som Plantedelene kunne have, ikke just i forskjellig Alder, hvad der ovenfor taltes om, men efter de ydre Betingelser, under hvilke de udvikle sig: for jo svagere Lys en voxende Plante er udsat, desto mere følsom bliver den for smaa Forskjelligheder i Lysets Styrke, desto hurtigere og stærkere bøjes Stænglen ved en ringe Forskjel i Belysningen paa dens to Sider. Dette gjælder dog kun til en vis Grænse; i yderst svag Belysning aftager den heliotropiske Krumning atter. Dette sees smukt af Fig. 365 og stemmer ganske med de selvbevægelige Organismers Forhold, som nedenfor skulle omtales. Den højere Lysstemning og den dertil knyttede ringere Følsomhed for smaa Belysningsforskjelligheder, som ganske naturlig maa findes hos de Planter, der normalt ud- vikle sig i stærkt Lys (Lysplanter), synes endog i mange Tilfælde at nedarves. Lader man Frø af visse Lysplanter spire i Mørke, saa blive Kimplanterne dog langt mindre følsomme for svag Be- lysning end Skyggeplanters Afkom (Figdor). Den her fremsatte Opfattelse, at Belysningsstyrken betinger, hvorvidt Plantedelene blive negativt eller positivt heliotropiske, lider selvfølgelig intet Afbræk ved den Omstændighed, at mange Lysplanter ere saa højt stemte overfor Lyset, at de ikke, selv ikke i direkte Sommersol- skin, blive negativt heliotropiske. Umiddelbare Beviser for, at det ikke er Lysretningen, der bevirker de heliotropiske Bevægelser, har man 1) i en Række ældre franske forskeres Paavisning af en Bøjning skraat paa Lysstraalernes Retning, naar Kimstængler bestraales af Solspektret: I dette er der, vinkelret paa Lysets Retning, fra Spektrets røde til den violette Ende, jævne Over- gange i Lysets Beskaffenhed, som virke i Forening med den gradvise Forskjel i Lysstyrke, der findes mellem Steder nærved og fjærnere fra Lyskilden; 2) i Oltmanns’ Forsøg, hvor der anvendtes almindeligt, hvidt Sollys, men ved Hjælp af en Skjærm, som bestod af en kileformet Glasbeholder, hvis Mæg'tighecl tiltog fra venstre til højre, og som var fyldt