Den Almindelige Botanik

Kap. 50. Tilpasning, Arvelighed og Transformisme. 497 418. Art og* Varietet. Ved Art kan man forstaa Indbe- grebet af samtlige de Individer, som stemme overens i alle sikkre, arvelige, i alt Fald i en længere Tidsperiode og gjemiem talrige Slægtled temmelig uforanderlige Kjendetegn, medens de kun af- vige indbyrdes i forholdsvis uvæsentlige Henseender, saasom Yp- pighed, mørkere og lysere Farve, større eller mindre Blomster- rigdom o. s. v. Grænsen mellem Arterne lader sig dog ingenlunde altid, drage skarpt; jo nøjere man lærer de forskjellige Verdens- deles og Landes Floraer at kjende, desto flere blive de »tvivlsomme« Arter, d. e. Planteformer, med Hensyn til hvilke Arts-Afgrænsningen er usikker, og desto oftere viser det sig, at tidligere opstillede Arts-Kjendetegn ere vage. Med Navnet Afarter (Varieteter) betegnes da Grupper af Individer, som have afvigende Kjendetegn, uden dog at afvige saa meget, at de kunne opfattes som en særlig Art. Det er indlysende, at der heri er givet et stort Spillerum for subjektiv Opfattelse med Hensyn til Arts- og Varietets-Afgræns- ningen, hvorfor der da ogsaa er ikke ringe Uoverensstemmelse mellem forskjellige Systematikeres Arts- og Varietets-Opstillinger. Varieteter ere utvivlsomt oftest Exempler paa arvelig Tilpassethed til særlige Forhold hos en Række Individer af den paagjældende Art; men da ogsaa de fleste. Artskarakterer — ligesom i Grunden enhver Organisation — kan kaldes Udtryk for Tilpassethed, for- staaes det, at Grænserne mellem Art og Varietet ikke kunne være skarpe. Begge Formkredse ere forholdsvis konstante, d. v. s. over- føre paa Afkommet deres væsentlige Kjendetegn, med mindre be- tydelige Forandringer i Omgivelserne efterhaanden gribe forstyr- rende ind. Om Variabilitet se § 423. 419. Generationsskifte. Visse Plantearters Livsløb deles i to Afsnit med helt forskj elligt Ydre, undertiden endogsaa forskj el- ligt Opholdssted og Næringsbund. De to Afsnit kaldes Genera- tioner og ere forskjellige fra hinanden deri, at den ene er kjøns- løs, den anden udstyret med Forplantningsorganer (paa samme Maade, som Generationsskiftet er realiseret hos visse Dyr: Cha- misso 1819, Steenstrup 1842). Mest typisk og skarpt er Genera- tionsskiftet hos de højere Planter fra og med Alosserne (opdaget af Hofmeister 1849). Naar en Mosspore spirer, dannes en Forkim, og paa denne opstaaer ved Knopskydning den egentlige Mosplante [Fig. S. 341], der hos de højere Mosser dannes af bladbærende Stængler; paa disse dannes Forplantningsorganeriie, Antheridier og Arkegonier (se S. 492). Alt dette er den kj 011 nede Genera- Almindelig Botanik. 3. Udg. 32