Den Almindelige Botanik

496 Kap. 50. Tilpasning, Arvelighed og Transformisme. Vandplanternes store Luftgange, deres oftest kun svagt udviklede Hud- og Styrkevæv svare til Livet i Vandet, ligesom, omvendt, Landplanternes ofte meget højt udformede Hud- og Styrkevæv svare til de Krav, der paa Landjorden stilles til dem. Langtfra altid kan der paavises særlige Karakterer som Udtryk for, at en given Art er tilpasset til disse eller hine Naturforhold, og navnlig ikke hos Arter, der høre hjemme paa Steder, hvor alle Livsbetin- gelser gjennemgaaende ere rigeligt og ligeligt tilstede. Ganske anderledes iøjnefaldende er Sagen paa Steder, hvor en eller flere Livsbetingelser til Stadighed eller periodisk ere tilstede i saa ringe Grad, at Plantelivet i det Hele synes truet. Hos Planter fra Ør- kener, fra Saltbund, fra Højnorden eller fra Grænsen af Alpernes evige Sne, hos Planter, der høre hjemme i Flyvesandets Regioner, samt hos andre al Planterigets »Stedbørn« er en Mangfoldighed af Midler bragt i Anvendelse for at gjøre Livet muligt under de ugunstige Forhold. Exempler herpaa ere givne i tidligere Kapitler, f. Ex. S. 342, 407 ff. Ikke alene overfor den livløse Natur ere Planterne tilpassede; men ogsaa overfor andre levende Væsener; snart til Værn imod, snart til Samvirken med disse. Exempler: Brændehaar, Giftighed; endvidere Symbiose m. m. i Kap. 41; In- sektbestøvning (S. 540.) Alle slige, mere eller mindre fremtrædende Ejendommeligheder ere Udtryk for en Tilpassethed til Livsvil- kaarene, som er arvelig knyttet til de paagjældende Arter, og om hvis Oprindelse der nedenfor vil blive Tale. Noget andet end denne nedarvede Tilpassethed er den di- rekte Tilpasning til de omgivende Forhold (Selvreguleringen), som finder Sted hos ethvert Plante-Individ, baade under dets Ud- vikling og senere Liv. Ogsaa herpaa er der givet talrige Exeni- pler, saaledes Blades Forhold til Lyset (S. 329), Stofskiftets Regu- lering (S. 421), Fremtoninger ved Væxt og Bevægelse (S. 435 og fl. a,). Evnen til direkte Tilpasning er meget forskjellig hos de forskjellige Arter, der da siges at være mere eller mindre plastiske. Al Akklimatation beroer paa Tilpasnings-Evnen, i hvilken man seer en af de væsentligste Karakterer hos Organismerne (S. 5). I saa Hen- seende kunne disse lignes ved Uhre med Kompensationspenduler, indret- tede mere eller mindre fuldkomment til at kompensere ikke -blot et en- kelt, men mangfoldige forstyrrende Forholds Indvirkning. — Begreberne Filpassethed og Tilpasning som her og i det Følgende maa holdes skarpt adskilte, forenes ofte (saaledes ogsaa i det Foregaaende) under Betegnelsen Tilpasning, tagen i videre Forstand.