Den Almindelige Botanik

Kap. 50. Tilpasning, Arvelighed og Transformisme. 499 disse Alger til at antage enten den ene eller den anden Formerings- maade; her er intet virkeligt Generationsskifte. Forsk, jellig fra det ægte Generationsskifte er den Pieo mor fi (Flerformelhed), der findes hos mange lavere Planter, som dog i visse Tilfælde optræder meget lig et Generationsskifte og ogsaa undertiden be- nævnes saaledes. Den afviger navnlig deri fra det ægte Generationsskifte, at der blandt de endog med stor Lovbundenhed efter hverandre følgende Former af Arten ikke findes nogen kjønnet. Som Exempel kan Mel- drøjersvampen (Claviceps prirpurea) nævnes. I Vaar- og Sommertiden lindes det ene Udviklingstrin, , paa Græssernes Frugt- knude, dannende uhyre Mængder af smaa Konidier, ved hvilke Planten udbreder sig [Pig. S. 210]; senere omdannes det samme Mycelium til Sklerotie, cl. e. Hvilemycelium, dannet af Pseudoparenkym med især Fedt som Oplagsnæring [Fig. p S. 210]. Fra dette Hvilemycelium udvoxer næste Foraar de mørkerøde Frugtlegemer, i hvilke der dannes Askosporer. En endnu større Pleoinorfi have Rustsvampene, ovenikjøbet ofte forbundet med Opholdet paa forskjellige Værtplanter. Jfø-føm-Rusten, f. Ex., optræder med følgende Former: paa Græsser 1) med Uredo- Sporer, der strax kunne spire, og 2) Pwccmm-Sporer, der overvintre, og næste Vaar danne 3) en Spiretraad (en Basidie), der afsnører smaa, hurtigt spirende Sporer; disse spire kun paa Berberis, paa hvilken der opstaaer 4) Mikropyknider med „Spermatier“ og lidt senere 5) Skaalrust (Æcidier), hvis Sporer skulle overføres paa Græsblade for at spire. (Nærmere Syst. Bot. S. 108). Ingen af disse Former, der følge efter hverandre i den anførte Orden, frembringer Kjønsorganer. 420. Arvelighed. Herved forstaaes det iøjnefaldende For- hold, at en Organismes Egenskaber, alle eller for en større eller mindre Del, overføres paa Afkommet. Arveligheden staaer i den nøjeste Sammenhæng med Formeringens Natur: ved al Formering, vegetativ saavel som kjønslig, er det en eller flere Celler af Op- havsplanten eller -Planterne, som ere Udgangspunkt for nye Indi- vider. — Spørgsmaalet om Organismernes Delelighed (S. 4-80) har i nyeste Tid faaet aktuel Interesse med Hensyn til Arveligheden. Der er Strid mellem to modsatte Anskuelser; efter den ene (Vochting, Hertwig, de Vries o. A.) er enhver levende Celle Bærer af alle Artens Karakterer og har derfor i og for sig Evne til at reproducere hele Organismen, hvad blot rent sekundære Forhold (f. Ex. Stofmangel, ensidig Bygning o. a.) gjøre umuligt. Den hos Planten ofte vidtgaaende Delelighed og andre af de S. 483 nævnte Forhold tale nærmest for denne Opfattelse; ligeledes — hvis man antager Kjærnen som Bærer af de arvelige Egenskaber — den øjensynlige ligelige Deling af Cellekjærnens Kromatinsubstans ved alle indirekte Kjærnedelinger (S. 145 og 153). Weismann antager der- imod, at under den Arbejdsdeling, som iværksættes ved Udviklingen, speciallæres de fleste almindelige Vævceller saa vidt, at de miste alle Artskaraktererne, undtagen netop dem, der yttre sig i den særlige 32*