En Reise gjennem Verdensrummet
Fire foredrag

MA ANEN. 3 Vi skal nu til en Begyndelse forsøge at gjøre os lidt bekjendt med de forskjellige Dannelser, som Maanens Overflade frembyder. At Maanen ikke er nogen glat, jævn Kugle, er en Kjendsgjerning, hvormed man har været fortrolig lige fra de ældste Tider. Det blotte Øie ser jo tydeligt lysere og mørkere, altid uforanderlige Pletter paa Maanen, og længe førend Kikkertens Opfindelse var man derfor overbevist om, at Maanen havde lignende Ujævnheder som de, der danner Bjærge og Dale paa Jordoverfladen. Ved en svag Forstørrelse træder Ujævn- hederne paa Maanen allerede ret tydeligt frem, især i Nærheden af Lysgrænsen, det vil sige den Linie, der adskiller Maaneoverfladens op- lyste Dele fra dem, der ligger i Mørke. Ved første Kvarter betegner Lysgrænsen de Egne af Maanen, for hvilke Solen netop staar op, og hvor Forhøiningerne derfor kaster store Skygger. Lysgrænsen er paa Grund af disse Forhøininger ujævn og takket, og udenfor den opdukker der hist og her i Mørket enkelte lyse Pletter: det er de høieste Toppe af Maane- bjærge, der allerede belyses af den opgaaende Sol, medens Skraaningerne og deres Fod endnu er indhyllede i det dybeste Mørke. Men for at faa et nøiere Kjendskab til i*