En Reise gjennem Verdensrummet
Fire foredrag

164 STJÆRNEVERDENEN. l*gger udenfor Mælkeveien, langt udenfor den. Og ikke tør vi tro, at de skulde være mindre end Mælkevejens Gruppe — sikkert er mange af dem langt større. Men for at de skal kunne ses saa smaa, som de fjærneste af dem viser sig for os, maa de staa i svimlende Afstande. Ti Millioner Aar bruger den ilende Lysstraale maaske, for at gjennemløbe den Afstand, der skiller den fjærneste synlige Verdensø fra os. Ti Millioner Aar! Men denne fjærneste synlige Taage, er den i Virkeligheden den fjærneste? Nei — naaede vi ud til den, vilde vi som nu kun staa paa Dørtærskelen af Uendeligheden og foran os se det samme mægtige Ocean af Verdener, se de samme vældige Billeder op- rullede, lige storartede, lige endeløse. Verdens- rummet har ingen Ende, ingen Grænse; uende- ligt, bundløst er det i alle Retninger. Vor Forstand kan rigtignok ikke fatte dette Begreb; men vi kan endnu mindre forstaa, at Verdens- rummet skulde være begrænset, afsluttet. Nei, selv derude, hvor Teleskopets gjennemtræn- gende Øie svigter, hvor Indbildningskraftens Vinger lammes, og den dristigste Tanke svim- ler — ogsaa der er som her Verdener uden Tal udstrøede i Rummet. Og hver af disse vrimlende Stjærner er