En Reise gjennem Verdensrummet
Fire foredrag

46 SOLEN. eller usædvanlig svage Lys kan love Iagt- tagelsen noget Udbytte. At dette Udbytte desuagtet ikke er saa ringe, skal jeg nu forsøge at vise. Da man i Begyndelsen af det 17de Aar- hundrede rettede Videnskabens nyopfundne, mægtige Vaaben, den astronomiske Kikkert, mod Solen, fandt man til sin Forundring, at Solskiven ikke, som man havde troet, var ren og blank, men tværtimod bedækket med Plet- ter af forskjellig Slags. At Solen skulde have Pletter, at Solen ikke skulde være feilfri, det var noget, som i høi Grad stred mod hine Tiders filosofiske An- skuelser. «Solen er Verdens Øie», sagde Filo- sofierne, «og Verdens Øie kan ikke lide af nogen Øjensygdom». Da en af Solpletternes første Opdagere, Pater Scheiner i Ingolstadt, talte herom til sin Foresatte, Forstanderen for Jesuiteikollegiet, fik han det Svar: «Du tager feil, min Søn! Jeg har gjennemlæst Aristoteles to Gange, men har ikke fundet noget Sted, der tyder paa saadant. Dine Solpletter exi- sterer derfor ikke; de hidrører kun fra Feil i Dine Øine eller Dine Glas. Slaa de Tanker ud af Hovedet, min Søn!» Det varede imidlertid ikke længe, inden