Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
214
XXII. Staten og Børnene.
At det er Barnets Ret, det lier gælder om, er ogsaa ud-
talt i den danske Grundlov, hvis § 85 lyder: »De Børn, hvis
Forældre ikke have Evne til at sørge for deres Oplærelse,
ville erholde fri Undervisning i Almueskolen«. I det første
Udkast til denne Paragraf var der derimod Tale om Forældrenes
Ret til at faa fri Undervisning for deres Børn, naar de ikke
selv kunde bestride denne. Omarbejdelsen motiveredes paa
den grundlovgivende Rigsdag udtrykkelig ved, at »det dog ikke
er Forældrene, men Børnene selv, hvem den her omhandlede
Ret tilkommer«. — I den tilsvarende Bestemmelse i tyske
Forfatninger (stammende fra den tyske Rigsforfatning af 1849)
er der ogsaa Tale om en Ret for Børnene. Forældremagten
indskrænkes, for at en almindelig menneskelig Grundrettighed
kan beskyttes *).
Man behøver ikke at frygte for, at man derved skal for-
minske Forældrenes Ansvar. Spencer har, ledet af denne
Betænkelighed, gjort Indsigelse mod al Statsundervisning. Han
fordrer Familie og Stat aldeles holdt ude fra hinanden og er
overbevist om, at begge kun. kunne trives ved at staa hin-
anden saa fjernt som muligt**). Hertil er at sige, at man
jo dog ikke tager det etiske Ansvar fra et Menneske, fordi
man sørger for, at noget bliver gjort, som han vel er den
nærmeste til at gøre, men som han alligevel ikke kan eller
vil gøre. Staten udøver her en hjælpende, supplerende Virk-
somhed. Familie og Stat ere ganske vist meget forskellige i
deres Væsen, men de have for en Del fælles Formaal, da
Familiens Medlemmer ogsaa ere Statens. Det større Samfund
træder til, hvor det mindre af en eller anden Grund ikke ud-
fører sit Hverv. Det, som fordres, er et Minimum, og det
staar stedse Forældrene frit for at gaa saa langt ud over dette,
som de kunne og ville. —
En videre gaaende Uddannelse kan Staten tilbyde, og kan
«tille den som Betingelse for at opnaa offentlige Hverv, men
maa ikke paatvinge den. Det samme gælder om den religiøse
*) Smign. Rümelin: Ueber das Object des Schulzwanges. (Reden
u. Aufsätze. Neue Folge), p. 475.
**) Principles of Sociology. I, p. 738 ff.