Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

410 XLI. Slutning. Historie, ikke blot den, der er gaaet for sig i det sidste Aar- hundrede, og som ligger os saa nær; ogsaa tidligere Tider staa nu for os i et andet Lys. Vi staa mere eller mindre tvivlende over for Reformatorer og Samfundsforbedrere. De historiske *Magters Sejghed og Udholdenhed, den dybt liggende Aare, som bringer Fortidens Blod til endnu at pulsere i Nu- tidens Organer, de faste Baand, ved hvilke det nuværende, selv hos dem, der mene at repræsentere det nyeste nye, hænger sammen med det gamle, glemte eller endog foragtede, — alt dette have vi lært at aabne vort Blik for. Vi beundre vel den mægtig frembrydende Strøm, men give os dernæst til af søge efter de mange smaa Bække, hvis Sammenflyden den skylder sin Kraft. Den bedste, den redeligste og den mest energiske Villie formaar intet, naar Betingelserne ikke ere der. Og ofte synes vi, at Betingelserne for et Fremskridt ere saa mange, at man maa mistvivle, om de virkelig kunne komme til Stede. Historien faar for os derved ofte en tragisk Karakter, idet vi saa ofte have set de bedste Kræfter strande eller føre til Ulykker, fordi Virkeligheden gjorde for stærk en Modstand og de smaa Bække ikke kunde forenes til en stor Strøm. Dog behøver den historiske Betragtningsmaade, som hos os er traadt i Stedet for det 18. Aarhundredes mere abstrakte Tankeretning, ikke at kvæle den idealistiske Tro, saa streng- en Prøve, denne end kan sættes paa. Vi maa blot gøre os fortrolige med, at alt stort tager Tid, og at Begyndelsen til det store ofte er uanseelig. Det er en Tanke, som ogsaa i den foregaaende Fremstilling gentagne Gange er fremdragen. Og i Forbindelse dermed staar en anden Ting: det uvilkaarlige gaar forud for det vilkaarlige; vi maa leve og gøre Erfaringer, før vi kunne forme de Tanker, der kunne virke tilbage paa Livet; det er Livet selv, som frembringer de Former, som vi kunne fæstne og udvikle og bruge til at føre Livet videre. Ved Hjælp af den inderlige Sammenhæng mellem det smaa og det store, som den moderne Udviklingslære har paavist, er det os muligt at forbinde vor Realisme med vore Forgængeres Idealisme, idet vi hylde den Regel: »kun at begejstres for det store, men være trofaste ogsaa i det smaa«.