Geologi Og Jordbundslære
Tredie Bind: Jordbundslære

192 Jordforbedringsmidler giør samme Virkning i Jorden, som Kræbs-Øyne eller andre absorbe- rende Ting i Menniskets Mave, nemlig den trækker Syrligheden til sig, eller indsuer Frugtbarhedens Forhindring, særdeles i siid suragtig Ager eller Eng, som taaler meest deraf. Dernæst dilaterer eller udvider den Jordens mindste Deele til alle Sider, saa at den alt for tætte og seye Ager bliver usigelig skiør og aaben, altsaa bekvem for Luftens Indtrængelse og de fine Sæde-Rødders Udstrækning." For 50 — 70 Aar siden blev en stor Del af den danske Agerjord merglet og i den nyere Tid er nyopdyrket Jord navnlig i Jyllands Hede- egne paa mangfoldige Steder blevet merglet eller kalket og omdannet til taalelig god Agerjord. I denne Henseende vil Hedeselskabets for- tjenstfulde Virksomhed som Leder og Organisator være saa alminde- lig bekendt, at nærmere Omtale ikke kan være fornøden her. Som Mergel kan benyttes enhversomhelst tilstrækkelig kalkholdig Jordart, der ikke indeholder skadelige Stoffer. Her i Landet er Mo- rænemergel og stenfrit Diluvialler de almindeligst anvendte. I Vendsyssel har Yoldialer ogsaa været benyttet i stor Maalestok som Mergel. Som Gødningskalk kan benyttes alt Kalkslam eller naturligt forekommende Kalksten, naar den let lader sig findele. I Danmark hid- rører den mest benyttede Gødningskalk fra den danske Kridtformations blødere Lag navnlig fra Skrivekridt og Blegekridt, dog har ogsaa de haarde Kalkstensarter saasom Faxekalk Anvendelse efter Brænding og Luftlæskning. I Løbet af de sidste Par Aar er der indført meget svensk Kalk her til Landet som Gødningskalk. Det er dels pulveriseret Kalksten fra Kridtformationen i Skaane, dels findelt silurisk Kalksten fra Gulland. Paa de jyske Landboforeningers Udstilling i Aalborg 1908 blev der fremstillet Gødningskalk paa en Maade som tidligere har været benyttet og til Dels endnu benyttes i det sydvestlige Jylland (Egnen omkring Hjerting Bugt og Blaavand samt paa Fanø).") Paa en dertil egnet Plads lægges først Lyng iblandet med Udhugst fra Klit- plantagerne i et Lag paa 1 — P/s Fods Tykkelse. Derpaa et 6 å 8 Tm. tykt Lag Sneglehuse (eller Muslingskaller) som er opsamlet paa Strandbredden. Ovenpaa dette atter et Lag Lyng ofte blandet med Hedetorv, Udhugst og andet brændbart Materiale, hvorpaa atter et Lag Sneglehuse (eller Skaller) osv. indtil Stakken, der som Regel er kredsrund, har naaet en Højde af 2—3 Alen. Nu tildækkes Siderne med Jord, det underste Lag antændes og efter 1 å 2 Dages Forløb er Brændingen forbi. Stakkens Diameter retter sig efter den Mængde Skaller, man har til Raadighed. *) J. H. Chrf. Dau beretter i sin „Neues Handbuch uber den Torf“ (Leipzig 1823, S. 16): „om de ofte i uhyre Mængder paa Stranden opskyllede Muslinge- skaller, hvoraf der paa Vestkysten af Hertugdømmerne brændes Kalk i saa be- tydelige Mængder.