Dyrenes Liv: I Pattedyr

124 DYRENES LIV han i Embedsmedfør tilbringe sit Liv ude i Junglen mellem vilde Dyr; han kender af Selvsyn Indiens forskelligste Egne og er derfor som faa skikket til at bedømme Spørgsmaalet. Desto mere er da hans Udtalelser egnede til at vække Eftertanke — tilmed, da de ingenlunde staar alene. En anden Sagkyndig, Sherwill, siger endogsaa ligefrem: »Den bengalske Tiger er i Almindelighed et uskadeligt, frygtsomt Dyr; kun naar den er saaret, bliver den ondsindet og farlig. Sjælden besværer den Mennesker uden at være bleven tirret, og Menneskeædere forekommer næppe i Bengalen, naar undtages Gangesdeltaets Sumpskovegne«. Efter alt dette maa man for Fremtiden bedømme Tigeren anderledes, end det hidtil har været Brug. Den er et Rovdyr, som i mange Egne (i det mindste i Indien) gør mere Gavn end Skade, og som i hvert Fald kun i sjældnere Tilfælde bliver det »Indbegreb af al Rædsel,« der hidtil uden Undtagelser klæbede ved Arten som Helhed. Lige saa lidt som Løven fanger Tigeren et Dyr paa den sædvanlig fremstillede Vis, hvorefter den ligesom skulde maale Afstanden, derpaa dukke sig og med et uhyre Spring kaste sig over Ofret. Dens Angrebs Hovedstyrke beror paa Overraskelsen. Et meget nært staaende Dyr, som den har beluret og sneget sig hen til, griber den umiddelbart, et fjærnere værende søger den at naa ved hurtige Spring, et flygtende forfølger den og søger da, især overfor et større Dyr, at sønderrive dels Bagbens Muskler og Sener ved voldsomme Slag med Poterne. Hvor der er Dækning, søger den ogsaa ad Omveje at omgaa og paany overfalde flygtende Kvæg. Sit Bytte plejer Tigeren straks eller ved den frembrydende Nat at slæbe ind i en Tykning; undertiden løfter og bærer den det endog en kort Strækning. Sanderson har været Øjenvidne til, at en kraftig Hantiger har baaret en 180 Kilo tung Okse gennem alt Slags Krat over 300 Skridt bort. Hvis den er uforstyrret, æder den saa meget, den kan overkomme, — efter tilforladelige Angivelser omtrent 30 Kilo Kød. Medens den mætter sig, gaar den nu og da hen til det nærmeste Vand for at drikke rigeligt og skal da ofte vade ud og dykke Hovedet helt op til Øjnene og gurgle sig, som om den vilde vaske Svælget rent. Efter et rigeligt Maaltid falder den i Søvn; den rejser sig da kun for at drikke og hengiver sig med en vis Vellyst til Fordøjelsen. Sædvanlig næste Aften, eller dog i Tiden fra Kl. 4 til 9, vender den tilbage til sit Bytte, for endnu en Gang at æde, hvis der da er Rester tilbage af Byttet — thi ogsaa ved dens Bord, som ved Løvens, æder en sulten Tiggerskare, som dog ilsomt flygter, saa snart den nærmer sig. Sult og Tørst kan den taale overordentlig længe. To Tigre, der i en Tykning var omspændte med Næt og var indesluttede paa et Rum af omtrent 100 Skridts Tværmaal, blev paa den femte Dag anskudt, men først paa den tiende Dag blev de nedlagt ved Hjælp af Elefanter. Endskønt de — i stærk Varme og tilmed omgivne