Dyrenes Liv: I Pattedyr

196 DYRENES LIV Stinkdyrene adskiller sig fra Grævlingerne ved deres slanke Krop og lange, buskede Hale og ved deres hvide Længdestriber. Snuden ■er langstrakt og spids, Benene lave; Fødderne har fem Tæer med store, kraftige Kløer. I Tandbygning ligner de Grævlingen. Deres Stinkkirtler er overordentlig store, aabner sig i Endetarmen og kan ved en egen Muskel trækkes sammen, saa at den olieagtige, gule Vædske udsprøjtes i en Afstand af flere Meter. Alle egentlige Stinkdyr hører hjemme i Amerika, saa vel i Syd-•som i Nordamerika. Om Dagen opholder de sig i hule Træer, i Kløfter og i Huler, om Natten springer de muntert og lystigt om °g søger efter Orme, Insekter, Padder, Fugle og Pattedyr samt efter Bær og Rødder. Kun naar de bliver bange eller forfølges, benytter de deres Kirteludsprøjtning som et Vaaben, der kan holde selv de blodtørstigste Katte i Afstand, og kun en meget modig Hund, der som i Dødsforagt styrter sig frem gennem Stanken, kan blive dem -en haard Modstander. Største Delen af Sydamerika bebos af et Stinkdyr, som Brasilianerne kalder Surilho (udt. Suriljo) (Mephitis sufj’ocans). Dets Krop er 40 Ctm. lang, medens Halen er henved 30 Clm., og det er saaledes et ret anseligt Dyr, der tilmed let tiltrækker sig Opmærksomhed ved sine hvidbrogede Advarselsfarver og sin buskede Hale, der bæres opret som en vajende Fane. Som alle Stinkdyr behøver Surilho en jo ikke at være bange for at blive set; tværimod er det af Vigtighed for dens egen Sikkerhed at »tone Flag«, saa at mulige Angribere i Tide avares. Surilho en ynder især Camposdalenes Smaaskove, hvorimod den undgaar de egentlige Urskove. Nok saa bekendt er den nordamerikanske Repræsentant for Slægten, den baade berygtede og, for sit Pelsværk, berømte Skunk (Mephitis varians'). Ogsaa den er sig sit frygtelige Vaaben saa vel bevidst, at den hverken er sky eller fejg. Jages den af Mennesker og Hunde, løber den vel, saa godt den kan; men bliver der virkelig Fare paa Færde, udsprøjter den blot sin Vædske. Om den Stank og Virkning, denne har, fortæller Kalm efter personlige Oplevelser: »Den, som befinder sig i Nærheden, kan næppe trække Vejret og beholder længe efler en Følelse, som om han skulde kvæles. Kommer Vædsken i Øjnene, er man udsat for at miste Synet. Mange Hunde løber straks bort, naar Vædsken rammer dem, men andre lader sig ikke standse, før de har bidt Dyret ihjel. De gnider dog Snuden mod Jorden for nogenlunde at dæmpe Stanken. »Klæderne bliver sjældent fri for denne Lugt før efter en Maa-neds Forløb; dog hjælper det at lade dem være bedækkede med Jord i 24 Timer. Hænder og Ansigt maa man i det mindste en hel Time gnide med Jord; at vaske sig nytter ikke. Da en anset Mand tilfældigvis havde faaet noget af denne Vædske paa sig og vilde gaa ind i et Hus for at vaske sig, blev Dørene lukkede for ham, og