Dyrenes Liv: I Pattedyr

oc oc DYRENES LIV Den mærkelige Overensstemmelse imellem et Dyrs hele Udvortes og e Omgivelser, blandt hvilke det lever, fremtræder ogsaa lier.» Naar man ser en Flok Giraffer,« siger Cumming, »fordelt i en Lund af de maleriske, skærnifbrmede Mimoser, som smykker de Egne, hvor de har hjemme, og af hvis øverste Grene de kan fortære Løvet som Følge af deres mægtige Højde, maa man virkelig ikke have megen Sans for Naturskønhed, dersom man ikke finder dette Skue ualmindelig tiltalende.« Man træffer i Reglen kun Giraffen, hvor der forefindes en Mængde ældgamle Stammer, som ved de Lavarter de er overtrukne med, faar en skuffende Lighed med Giraffens lange Hals. »Ofte har jeg,« — fortsætter den nysnævnte Jæger — »været i Tvivl om Tilstedeværelsen af en hel Flok Giraffer, indtil jeg tog min Tilflugt til min Kikkert; mine halvvilde Ledsagere maatte endogsaa bekende, at deres skarpe, øvede Syn undertiden bev skuffet; thi snart ansaa de hine, med Lavarter bedækkede Stammer for Giraffer, og snart forvekslede de igen virkelige Giraffer med de ældgamle Træer.« Sædvanlig træffes Giraffen i Smaaflokke paa 6—8 Individer’, men hvor det ædle Dyr føler sig sikkert, forekommer det hyppigt.’ Hamming taler om Hjorde paa 30—40 Individer, men mener at 16 maa betragtes som Gennemsnitstallet. Alle Giraffens Bevægelser har noget sælsomt ved sig. Gangen er en langsom og afmaalt Pasgang; Løbet er et mærkværdig klodset Galop, ved hvilket Dyret dog kommer meget rask afsted. Giraffen springer uden at bøje Forbenene, sætter dem stift til Jorden og bevæger samtidig dermed Halsen frem; derpaa kaster den igen Halsen tilbage, idet den trækker Bagbenene efter sig. Følgelig°er Halsen paa en galoperende Giraf, som Lichtenstein siger, »i en stadig frem- og tilbageslingrende Bevægelse ligesom Masten paa et i høj Søgang omtumlet Skib«. Der udfordres en god Hest for at indhente en flygtende Giraf, da den er meget udholdende. I rolig Gang tager den sig bedst ud; den har da noget værdigt o« tiltalende ved sig. ° Højst ejendommelig er den Stilling, som Dyret indtager, naar det vil tage noget op fra Jorden eller drikke. I mange Beskrivelser forsikres der, at Giraffen da knæler ned. Dette er imidlertid urigtigt Den skræver, — som vort Billede viser, — saa langt ud med rorbenene, at den bekvemt kan naa Jorden med Munden. Har man ikke selv set denne Stilling, fristes man let til at antage den for umulig. Sædvanligvis lægger Giraffen sig kun om Natten. Dyrets Føde staar i den nøjeste Harmoni med dets Bygning Giraffen er ikke skikket til at afbide Græs paa Jorden, men desto bedre til at plukke Løv af Træerne. Herved kommer dens ualmindelig bevægelige Tunge den til god Nytte. Som bekendt bruger de fleste Drøvtyggere Tungen til dermed at afrive deres Føde; men for ingen af dem er dette Redskab saa uundværligt som for Giraffen. Hvad Snablen er for Elefanten, er Tungen for den.