Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 415 for den. Samlet i Flokke af vekslende Størrelse holder den særlig til i Dalstrøg og Lavninger. Den synes at tiltage i Mængde mod Nord, hvor man kan møde Hjorde paa 20—30 Stykker. Ja paa de fjerne, nordvestlige Øer i Polarhavet saa Mecham paa en enkelt Strækning, der kun var en lille Dagmarsch lang, 150 Stykker, og en anden Gang talte han indenfor Synskredsen omtrent 70 græssende Moskusokser. Alene en overordentlig Nøjsomhed gør det muligt for dem at overstaa den frygtelige Vinter. Langsomt og taalmodigt gennemvandrer de endeløse Sneørkener for at naa gunstige Egne, og naar Næringssorgerne ophører med Snesmeltningens Komme, begynder en anden, paa Lidelser rig Tid, idet de skal gennemgaa deres Fældning og samtidigt skal modstaa de uhyre Sværme af Myg, der optræder. Sagtens for at anlægge sig et beskyttende Panser mod disse Fjender vælter de sig da i Sump og Morads og fortsætter først Vandringerne efter, at der har dannet sig en haard Dyndskorpe udenpaa dem. Sidst i August parrer Dyrene sig, og 9 Maaneder senere, i Slutningen af Maj, føder Koen sin Kalv, et lille, nydeligt Væsen, der paa det omhyggeligste plejes af den gamle og i Nødsfald forsvares med det største Mod. Trods den plumpe Form bevæger Moskusokserne sig med beundringsværdig Lethed og med en antilopeagtig Behændighed. Geder lig klatrer de omkring paa Klipper, bestiger uden mindste Anstræn-gelse stejle Fjældvægges Top og kender ikke til Svimmelhed. Overfor Mennesket forholder i det mindste de Moskusokser, der aldrig før har staaet overfor Dyrenes Arvefjende, sig ofte raadvilde og ubehjælpsomme, men de vinder snart den rette Forestilling om den Fare, der truer dem. Om en Jagt paa Moskusokser fortæller Kaptajn Mc. Clintock: »Vi saa og skød to store Moskus-Tyre .... og fandt dem i bedre Stand, end vi før havde set dem. Jeg skal aldrig glemme en af de stolte Tyres Dødskamp. En spansk Tyrefægtning giver intet Begreb om den, ja endog den rasende Kamp med en Bjørn er tam i Sammenligning dermed. Dyret blev skudt gennem Lungerne, og Blodet strømmede ud paa Sneen gennem dets Næsebor. Som det stod der, stolt iagttagende os, men ude af Stand til at angribe, var dets smaa men gennemtrængende og funklende Øjne næsten skjulte af tykt, busket Haar, og dens hele Krop var i frygtelige Konvulsionen under Dødskampen. Den sitrende Bevægelse meddelte sig til dens uhyre Beklædning af sammenfiltret Uld og Haar, endogsaa dens plumpe tykke Manke syntes at rejse sig forbitret og bevægede sig langsomt fra Side til Side. Det syntes, som samlede den sin Lidenskabs hele Raseri til et sidste og voldsomt Angreb. Der hørtes ingen Brølen, det majestætiske Dyr var stumt, men det vilde Glimt af rasende Ild, der skød ud af dets Øjne, og den truende Stilling var niere skrækindjagende end det hæsligste Brøl. Vi iagttog den i Stilhed, thi Tiden arbejdede for os, men vi vovede ikke at sænke vore