ForsideBøgerDyrenes Liv: I Pattedyr

Dyrenes Liv: I Pattedyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 526

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 536 Forrige Næste
PARRETTAAEDE 435 Der er et mærkeligt Sammenhold i disse Hjorde. Wood fortæller, at en Faareflok, som tilfældigvis var kommen ind iblandt de vandrende Springbukke, til Trods for alle Hyrdens Anstrængelser maatte følge med. Ja, endogsaa Løven skal mangen Gang ligefrem blive fanget af Hjordene; thi hvor forskrækkede de Dyr end er, som befinder sig nærmest ved den, formaar de ikke at modstaa Trykket af hele den øvrige Masse. Hvor sælsom denne Angivelse end lyder, er den dog ingenlunde usandsynlig. Springbukken bærer med Rette sit Navn. Den kan nemlig, især naar den forfølges af Hunde, gøre 3—4 Meter høje og 4—5 Meter lange Spring. Nord for Kaplandet ligger der vidtstrakte, tørre Sletter, paa hvilke Mennesket kun bor i Regntiden. Efter denne bliver der Pytter af daarligt Vand tilbage, som er tilstrækkelige for Vildtet. Paa disse uoverskuelige Flader samler Springbukkene sig, indtil der bogstavelig talt vrimler af dem. Naar der nu, som det sker hvert fjerde eller femte Aar, indtræder vedholdende Tørke, og Vandpytterne udtørres, driver Mangelen Millioner af Dyr syd paa til Kaplandet, og de bryder nu ind der, fortærende alt, hvad der er grønt. Først naar det atter regner, og det afsvedne Land bedækkes med Planter, vender de tilbage til deres fredelige Sletter. Tusinder og atter Tusinder slutter sig sammen paa disse sælsomme Vandringer eller »Treckboken«, som de hollandske Boere kalder dem, saa at Flokken tilsidst bliver lige saa talrig som en Græshoppesværm. »Den 25de Deeember,« skriver Kaptajn Gordon Cumming, — »havde jeg den Glæde første Gang at se en »Treckboken«. Det var, tror jeg, hvad Jagtvildt angaar, det mest storartede og gribende Skue, jeg nogensinde har set. Omtrent et Par Timer før Daggry havde jeg ligget vaagen i min Vogn og lyttet til Bukkenes Grynten, som lød hen til mig i en Afstand af omtrent 200 Skridt. Jeg troede, at der græssede en stor Flok Springbukke tæt ved min Lejr; men da det blev lyst, og jeg vaagnede, saa’ jeg hele Sletten i bogstavelig Forstand bedækket med en uhyre Hjord af disse Dyr. De drog langsomt afsted. Fra en Aabning i det lange Højdedrag mod Vest, gennem hvilken de bølgede frem som i en stor Flod, strakte deres Tog sig hen til en Høj omtrent en Mil borte i nordøstlig Retning, bag hvilken de forsvandt. Jeg stod næsten i to Timer paa min Vogn, hensunken i For-bauselse. Endelig sadlede jeg min Hest, greb min Bøsse, red med mine Følgesvende ind iblandt Dyrene og skød, indtil der var faldet 14 af dem. Hvor overraskende stor den Hjord af Springbukke end var, som jeg saa’ hin Morgen, var den dog for intet at regne mod en anden, som jeg skulde se om Aftenen. Thi da vi var komne over det lavere Højdedrag, gennem hvis Pas Springbukkene var vandrede, saa’ jeg Sletten og Skraaningen af de Høje, der trak sig hen omkring den, bedækket, ikke med Hjorde, men med en eneste Masse af Springbukke. Saa vidt Øjet rakte, vrimlede hele Land-