Dyrenes Liv: I Pattedyr

PUNGDYRENE 507 Underkæben bevæges ikke paa langs, men paa tværs af Overkæben. Den tasmanske Bj ørne-V om b at (Phascotomys ursinus) bliver omtrent saa stor som en Grævling, men den er langt tykkere og vejer sjældent under 30 Kilo. Den tætte og temmelig bløde Pels er paa Rygsiden brun, snart mere gulagtig, snart mere graalig, paa Bugsiden lysere, næsten hvidlig. Vombatten lever i tætte Skove og graver sig udstrakte Huler og dybtliggende Gange i Jorden, i hvilke den sover om Dagen. Først naar det er Nat, humper den ud for at søge sin Føde, der bestaar af Græs, Urter og Rødder, hvilke sidste den skaffer sig ved Hjælp af sine kraftige Gravepoter. Dens Bevægelser er langsomme, men Bjørnevombal sikre og kraftige, og den lader sig ikke bringe ud af Fatning, men gaar rolig frem, hvor den vil og lader sig ikke afskrække af noget. Hvad Vombatten en Gang har begyndt paa, søger den at fuldføre trods alle Hindringer. Har den saaledes en Gang taget fat paa at grave en Hule, begynder den hundrede Gange forfra, dersom man tilstopper Hulen. De australske Nybyggere siger, at den er meget fredelig, og at den uden at vise Tegn paa Uro eller Vrede lader sig tage op fra Jorden og bære bort; men de tilføjer, at dersom det tilfældigvis falder den ind at forsvare sig, bliver den en Modstander, som ikke er til at foragte, fordi den da bider om sig som rasende paa en meget farlig Maade. Brehm bekræfter denne Angivelse. Fangne Eksemplarer tog det saaledes meget ilde op, blot man tog dem ved Fødderne, og bed undertiden arrigt til.