Dyrenes Liv: I Pattedyr

HALVABERNE 91 Art, Catta’en (L. ca//u) er særlig Slankt bygget og har en sort-og hvidringet Hale, medens Pelsens Hovedfarve ellers er graalig. Abemakien (L. macaco) er ejendommelig ved, at Hannen er næsten helt sort, hvorimod Hunnen er rustfarvet og længe blev antaget for en særegen Art. Alle Arterne af denne Slægt bebor Madagaskar og dets Naboøer og lever i Flokke paa 6 — 12 Stykker. De æder især vilde Daddel-palmers Frugter og vandrer om i Urskovene efter disse. Deres Bevægelser er overordentlig lette: er de først bievne rigtig vaagne, gennemflyver de formelig Kronerne og gør overrraskende lange Spring fra Gren til Gren. Forfølges de af Hunde, flygter de op i de højeste Toppe, holder Øje med deres Fjende og svinger Halen frem og tilbage under gryntende Knurren; men saa snart de faar Øje paa Jægeren, flygter de skyndsomt ind i Skoven. De føres hyppig til Europa og holder længe Fangenskabet ud. Saaledes levede en Vari 19 Aar i Paris. Oftest bliver de tamme og fredsommelige, og de er lette at holde, da de hurtigt vænner sig til al Slags Kost. Naar de befinder sig vel, knurrer de velbehageligt, og sædvanlig synger de sig paa den Maade selv i Søvn. Den omtalte Maki, der levede saa længe i Paris, elskede Varmen fra Ilden og anbragte sig altid ganske tæt op til Kaminen. Ja, den stakkels forfrosne Sydbo holdt ikke blot Hænderne men ogsaa sit Ansigt saa nær til Flammerne, at den mere end en Gang brændte sine Knurhaar. Den var meget renlig af sig, skinnede over hele Kroppen og undgik omhyggeligt at tilsmudse sin Pels. Den var endvidere lige saa livlig og bevægelig, som den var nysgerrig; alt undersøgte den, men væltede det da om eller splittede det ad. Den var venlig mod alle, som kælede for den, ja sprang endogsaa uden videre hen i Skødet paa helt Fremmede. * Medens Makierne, i det mindste til Tider, viserstor Munterhed og Livlighed, udmærker Lorierne (Stenops') sig ved de modsatte Egenskaber. De repræsenterer paa en Maade Dovendyrene indenfor deres Orden og bliver ogsaa ligefrem kaldt »Dovenaber«. Det er smaa Dyr med en slank, haleløs Krop, stort, rundt Hoved og tynde Lemmer, hvis bageste Par er længere end det forreste. Snuden er spids, men kort; de tneget store Øjne er tætstillede, Ørene middelstore og haarede. Pegefingeren er meget kort, paa Bagfoden med en lang spids Klo, medens fjerde Finger er stærkt forlænget. De faa Arter, der tilhører denne Slægt, bebor Indien og de indiske Øer, hvor de repræsenterer deres muntre afrikanske Fætre — dog kun i Bygning, ikke i Væsen. Deres Liv i det Fri er os endnu næsten ubekendt. Et særdeles nydeligt Medlem af Slægten er Slanklorien (S/e-nops gracilis). Det lille Dyr er næppe saa stort som et Egern ■ ■