Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

189 De ædle Stene, hvis medicinske Virkninger man endnu i det 18. Aarh. troede paa, søgte man at bringe ind under Tidens theoretiske Synspunkter. Det var efterhaanden bleven mere og mere alminde- ligt, hvis man overhovedet vilde tillægge Ædelstenene nogen medi- cinsk Virkning, da at søge denne begrundet i en Paastand om, at disse Stene absorberede overflødig Syre i Maven. Man kan forstaa, at Perler1) og Koraller betragtedes saaledes, men vanskeligt indse, hvorledes de haarde Ædelstene og Halvædelstene i Nutids Betydning kunde faa Ord for lignende Egenskaber. Og dog betragtedes de faktisk en Tid saaledes. Kritiken beskæftigede sig ogsaa med denne sidste Fase i Tilliden til de ædleStene som Lægemidler: Hvis de egentlige kostbare Ædelstene kun virker ved at absorbere Syre, hvorfor erstatter man dem da ikke med Bjærgkrystal, som er langt billigere, og som jo prises for den samme Egenskab2) — eller med et hvilketsomhelst alcalisk Stof, — spørger Tralles3 4), en i sin Tid anset Praktiker. Hvad nytter det at tage Bjærgkrystalpulver ind i Haab om at faa overflødig Syre i Fordøjelseskanalen fjærnet?, stemmer andre i. Thi Forsøg har lært, at dette Mineral ikke angribes af de stærkeste Syrer, følgelig endnu mindre af de svage Fordøjelsesvædsker: „Dem- nach1) lässet sich mit grosser Gewisheit behaupten, dass der Berg- Crystall mit seiner ganzen Familie von harten, weichen, gefärbten, unächten und wahren Edel-Gesteinen, gegen die Magen-Säure ganz ’) Nogle mente, at Perler havde en større syreabsorberende Evne end Koraller og „Krebse-Øjne“: „Majorem quantitatem Acidi saturant quam Corallia, & Oculos cancrorum vi antacida superant; referente enim Lan g i o, scrupulum semis Perlarum guttas 60, æqualis autem quan- titas Oculorum Cancrorum 50 tantum guttas acore suo spoliat“ (J o- hannes Rutty: Materia medica antiqua & nova. Rotterodami. 1775. 4°. pag. 308.). — Begyndende titrimetriske Undersøgelser af Perler m. m. var iøvrigt udførte allerede af v. Hel mont, (Se: F. St run z: Beitr. zur Entstehungsgeschichte der stoechiometrischen Forschung. Diss. Berlin. 1901. pag. 139—40.) Strunz synes ikke at have kendt ovennævnte Undersøgelser. 2) Se f. Ex. M. B. Valentinus: Aurifodina medica. Giessæ & Fran- cofurti. 1723. in Folio, pag. 34: „maxima ejus [o: crystalli mont.] vis in eo sita est, ut acidos humores stomachi ab intestinorum temperet absorbeatque". 8) B. L. Tralles: Virivm, qvae terreis remediis gratis hactenvs adscriptae svnt examen rigorosivs. Vratisl. & Lips. 1740. 4°. pag. 212. 4) J. G. G 1 e d i tsc h: Anleitung zu einer vernunftmässigen Erkenntniss der rohen Arzeneymittel. Berlin. 1767. 8 °, pag. 217—18.