Jordens Udviklingshistorie

97 redes fra det indiske Ocean, og Nord-Amerika blev efterhaanden landfast med Syd-Amerika. I Mellem- Europa trak Havet sig atter mere og mere tilbage. I Pliocæn-Tiden naaede det kun ind i enkelte af Europas større Floddale. Middelhavet fik dog først sin nuværende Skikkelse i Pleistocæn-Tiden ved store Sænkninger, som endnu ikke ere afsluttede. Tertiær-Tiden var en urolig Tid. Omkring Jor- den dannedes, især i Miocæn-Tiden, et Bælte af Bjergkæder (Fig. 59), bl. a. Pyrenæerne, Al- perne, Apenninerne, Karpatherne, Kaukasus, Hima- laya, Rocky Mountains og Andesbjergene. Eocæne Lag hævedes 8000 Fod i Alperne. Samtidig var del- en betydelig vulkansk Virksomhed, af hvilken Nu- tidens er en Efterdønning. Ved det nordlige Atlan- terhav begyndte der tidlig i Tertiær-Tiden Udbrud i Grønland, paa Island, Færøerne og i Skotland, hvorved der mange Steder opstod mægtige Basalt- lag. Ogsaa i Skaane var der vulkanske Udbrud. Klimatforholdene. Forsteningerne vise, at Eocæn-Tiden var et varmt Tidsrum, hvor Europas Middeltemperatur var over 100 varmere end nu. Efterhaanden skete der Afkøling; i Oligocæn-Tiden og den første Del af Miocæn-Tiden havde Mellem- Europa endnu subtropisk Klima, ved Pliocæn-Tidens Slutning var Klimaet blevet omtrent som i Nutiden. I den nyeste Tid blev Afkølingen endnu større, Eu- ropas Middeltemperatur blev omtrent 50 koldere end nu, og Is-Tiden oprandt. Det varme Klima gjorde sig gældende endog Nord for Polarkredsen. Planteforsteningerne vise, at Po- larlandene langt ind i den nyere Tid havde et Klima, der var mindst lige saa varmt som Syd-Europas nu. Som vi have set, begyndte der i Kridt-Tiden en Omformning af Planteverdenen, idet Løvtræ- erne efterhaanden fortrængte Koglepalmerne og F. u. F. M. 7