Jordens Udviklingshistorie

114 Faunaen i Europa, Nord-Amerika, Lille-Asien, Syd- og Øst-Asien var saa ensartet, at disse Lande i dyregeografiak Henseende dannede ét Rige, hvortil Nord-Amerika sluttede sig som en særlig Provins med ejendommelig differentierede Typer. Derimod dannede Syd-Amerika endnu et særligt Rige. Dette Lands miocæne Fauna er en videre Udvikling med stærkere Differentiering af dets eocæne. Der er ikke Spor af Indblanding fra Nord-Amerika eller Europa. Pliocæne Fund vise, at Slægterne Mastodonog Tapirus da vare uddøde i Europa, og at der var op- dukket talrige nye Slægter*. Nogle af disse: Hesten, Flodhesten, Oksen, Bøffelen, Elefanten, Bjørnen, Hunden, synes at være indvandrede fra Asien; disse Former tillige med mange Hjortearter gave den plio- cæne Fauna dens Karakter. Trods disse Dyrs mo- derne Præg sluttede de sig ubetinget til deres mio- cæne Forløbere, men moderne Typer traadte i langt højere Grad i Forgrunden. Bortset fra nogle daarligt kendte Smaadyr ere de eneste pliocæne Slægter, der nu ere uddøde, den tretaaede Hest Hipparion, Ma- stodon, Bjørneslægten Hyænarctos, Sabelkatten, Okseslægten Leptobos og Abeslægten Dolichopithe- cus; men en Række Slægter have rigtignok forladt Europa og trukket sig tilbage til Indien og Afrika. Her fortsatte en anselig Mængde af de pliocæne Slægter deres Liv og omdannede sig mere eller mindre. Ikke en eneste pliocæn Art har holdt sig uforandret til Nutiden. Ved Trinil paa Java fandt den hollandske Læge Dubois i Begyndelsen af Halvfemserne i en rime- ligvis pliocæn Flodaflejring det i Fig. 72 afbildede Brudstykke af en Hjerneskal, samt det i Fig. 73 af- bildede Laarben og to Kindtænder fra Overmunden. Han kaldte den Skabning, fra hvilken disse Rester hidrøre, det oprejste Abemenneske (Pithecanthropus