Jordens Udviklingshistorie

122 har „oscilleret” (rykket frem og tilbage), og at flere af disse „Oscillationer” have været betydelige, saa at Isranden har trukket sig mange Mil tilbage, men de holde fast ved, at Klimaet end ikke under de største Tilbagerykninger har været saa varmt som i Nutiden. Blandt de Geologer, der holde paa flere Is-Tider, ere Meningerne delte om, hvormange der har været; nogle mene to, andre tre eller fire, ja nogle endog seks; her tilspidser Spørgsmaalet sig atter til, hvad man skal regne for en Oscillation, og hvad man skal regne for en Is-Tid. Det vil dog føre os for vidt, at undersøge, hvad der kan siges for og' imod i denne Sag, og det vil ogsaa føre os for vidt at komme ind paa de forskellige Forsøg, man har gjort paa at angive Israndens Beliggen- hed under de forskellige Is-Tider eller Oscillationer, saa meget mere som intet af disse endnu er tilfreds- stillende. Selv de nyeste have kun et skizzemæssigt Præg, og intet er arbejdet igennem i alle dets Konsekvenser. Vi have set, at Overfladedannelserne aflej redes af Indlandsisen, men Overfladeformerne frem- kom først under Isens endelige Afsmeltning; de ud- modelleredes saa at sige ved Israndens Tilbagevigen over Landene. For at forstaa dette, maa man huske paa, at denne Tilbagevigen ikke foregik jævnt, men næsten rykvis. I kolde Aarrækkei’ blev Isranden sine Steder staaende, maaske i Aarhundreder, om- trent paa samme Sted, saa smeltede den tilbage for- holdsvis raskt over en længere Strækning, saa blev den atter staaende eller rykkede maaske endog frem igen, saa veg den atter tilbage i længere Tid o. s. v. Hver Stilstand markeredes ved, at der ved og under Isranden ophobedes betydelige, stærkt kuperede Bakkestrøg, saakaldte Randmoræner eller Endemoræner, ved Isens og Smeltevandets for-