Jordens Udviklingshistorie

126 som levede i den. Østersøen skaffede sig omsider nyt Afløb gennem Floder, der løb i Dalstrøg, hvor nu Øresund, Storbelt og Lillebelt findes. Hævnin- gen bevirkede, at Danmark kom til at ligge fra 0 — c. 80’ og det nordligste Tyskland endog c. 100’ højere end nu. Vidnesbyrd om Danmarks davæ- rende høje Beliggenhed og om, at betydelige Dele af de danske Farvande vare tørlagte, haves i gamle Aaløb, der kunne spores paa den nuværende Hav- bund, og i talrige, undersøiske Træstubbe og Tørve- moser. Dette Tidsrum kaldes Østersøens Ind- sø-Ti cl. Den var af lang Varighed, idet Klimaet var blevet lige saa mildt som i Nutiden, og Egen var indvandret, inden den ophørte. Antagelig ind- vandrede Danmarks ældste Indbyggere i Slutningen af Østersøens Indsø-Tid. Der paafulgte nu en Sænkning af Norcl-Tysk- land, Danmark og det sydligste Sverige, der bl. a. bevirkede, at de Dele af Danmark, der ligge Nord- øst for en Linie fra Falster til Nissum Fjord, kom til at ligge lavere end nu, f. Eks. Vendsyssel om- trent 50’ og Nord-Sjæland omtrent 25’. Havet brød ind gennem de gamle Floddale i Øresund, Storehelt og Lillebelt, og Østersøen blev atter til et Indhav (Fig. 77). Dette skete i Stenalderen, og man har derfor kaldt denne Sænkning for Stenalder- sænkningen. Fra dette Tidsrum hidrøre største Delen af de danske Køkkenmøddinger. Stenalder'sænkningen standsede omsider i de Landsdele, der ligge Nordøst for Linien fra Falster til Nissum Fjord, og afløstes af Nutidshævnin- g e n, der efterhaanden bragte dem op paa deres nu- værende Højde, hvorimod Sænkningen vistnok fort- satte sig langt ned i Tiden i de Landsdele, der ligge Sydvest for den nævnte Linie; den har maaske været medvirkende til de store Tab af Land, der have