Jordens Udviklingshistorie

16 at indføre en ny. I den første Tredjedel af det nittende Aarhundrede vare de fleste Geologer Til- hængere af den saakaldte Katastrofe-Theori, ifølge hvilken der nu og da indtraadte vældige Natur- revolutioner, ved hvilke alle Jordens Dyr og Planter omkom, hvorefter der saa fandt en ny Skabelse Sted. Grænserne mellem Hovedafdelingerne af Jord- skorpens Lag, de saakaldte Lag-Grupper, satte man dér, hvor man mente at kunne paavise, at en saadan Naturrevolution havde fundet Sted. De geologiske Undersøgelser, som man siden da har foretaget over større og større Strækninger af Jor- dens Overflade, have godtgjort det fejlagtige i Kata- strofe-Theorien. Vel ere Fastlande blevne opslugte af Havet, og Havbunden hævet til høje Bjerge, og et Lands eller et Havs Dyreverden er fuldstændig om- kommet og bleven erstattet af en anden, men siden den Gang, da de ældste Forsteninger, vi kende, vare levende Væsener, er Livet aldrig nogensinde blevet udslukket paa én Gang over den hele Jord. Alligevel har man som sagt beholdt den gamle Ind- deling af Lagenes Hovedgrupper. Lag-Grupperne deles atter i mindre Dele, de saa- kaldte Formationer. Ogsaa disse bleve i det væsentlige afgrænsede i den første Tredjedel af for- rige Aarhundrede, især ved Undersøgelser i Eng- land, Frankrig og Tyskland. Grænserne mellem Formationerne sattes i Reglen, hvor der var ud- prægede Afbrydelser i Lagenes Rækkefølge paa det Sted, hvor vedkommende Formation først blev undersøgt. Saadanne Afbrydelser ere i Reglen frem- komne ved, at Havbunden er bleven hævet og tør- lagt paa vedkommende Sted (se S. 13). De have aldrig strakt sig over meget store Strækninger, endsige da over den hele Jord. Det kan derfor ofte være forbundet med Vanskelighed at fastsætte