Jordens Udviklingshistorie

34 tede Rusland, Vest- og Syd-Asien, Nord-Aiistralien, Afrika, det sydlige Atlanterhav, Mellem-Amerika og den nordlige Del af Syd-Amerika. Det store Ocean strakte sig ind over Øst-Asien og den vest- lige og nordligste Del af Amerika. I Silur-Tiden bredte Havet sig videre ud over største Delen af Øst-Europa og Central-Asien (se Fig. 5). I Eu- ropa naaede Sænkningen sit Højdepunkt henimod Slutningen af Silur-Tiden; saa begyndte der en Hævning, der i Devon-Tiden bragte Fennoskandia og Dele af Nord-Tyskland og af de«, britiske Øer op over Havfladen (se Fig. 6). Siden da har Fennoskandia stadig været tørt Land. Det har til de forskellige Ticler ligget højere eller lavere, og Havet er nu og da brudt ind over dets Rand, men det har ingen Sinde været helt dækket af Havet siden Devon-Tiden. Devon-Tiden var en urolig Tid i Nord-Europa. Samtidig med de betydelige Hævninger skete der Dannelsen af en vældig Bjergkæde, den skan- dinaviske Halvøs Højfjælde: Kølen, Dovre o. s. v., med deres Fortsættelse i Skotland og paa Spets- bergen. I den lange Tid (siden Devon-Tiden), denne Bjergkæde har været udsat for Vejrsmuldringen og Flodernes nedbrydende Arbejde, ere store Masser af den bievne bortførte, og store Dele af den ere sunkne i Havets Dyb; men de anselige Rester, der endnu staa tilbage som Norges furede og vejrbidte Høj- fjælde, vidne om, hvor vældig denne Bjergkæde inaa have været i sine unge Dage. Fra den kambriske Tid kendes endnu ikke sikre Plantelevninger. 1 Silur-Lagene har man flere Steder fundet Kalkalger i Mængde. De ældste Levninger af Landplanter, Kar-Lønboplanter, angives fra de øverste Lag af Nord-Amerikas nedre Silur og fra Tysklands øvre Silur; men først fra Devon-