Brødrene Johannes og Nicolai Vermehrens Opfindelse
til Forebyggelse af Togsammenstød paa Stationer

4 løvrigt henviste han mig til Maskinchef Busse. Denne erklærede strax alle den Slags Opfindelser for aldeles upractiske og paastod, at ingen Banebestyrelse vilde indføre noget saadant. Jeg tillod mig saa at be- mærke, at Kontorchef Fridericia lige havde meddelt mig, at man i Frankrig havde indført netop et saadant Apparat, og at det var udmærket. Hr. Busse svarede, at det var ikke sandt. Han vidste godt, hvad man brugte i Frankrig; men dette Apparat var kim et Signaleringsapparat og ikke et Apparat, der kunde standse Toget. Ja det var jo en anden Sag, »men«, sagde jeg, »De maa da indrømme, at saafremt et saadant Apparat, der var prøvet og virkede godt, havde staaet ved Gjentofte, var Ulykken jo ikke skeet?« »Jo saamænd var den saa!« Dette forstod jeg ikke. »Jo, seer De, selv om et saadant Apparat havde været anbragt, skulde det nok have passet, at det i det afgjørende Øieblik havde været i Uorden.« Jeg var unægtelig forbauset. Hr. Busse maa ikke have megen Tillid til Banernes Administration. Han begrundede sin Udtalelse med, at et dagligt Eftersyn sløvede og af den Grund undertiden blev man- gelfuldt. Han foretrak at bruge de Sikringsmidler, der vare til Raadighed, og at stole paa Banens Functionairer (hvilket han selv, med Hensyn til et dagligt Eftersyn, ikke mener at kunne gjøre). Han erklærede endvidere, at Apparater, hvorved Toget standsede af sig selv, sløvede Personalets Agtpaagivenhed. Denne sidste Indvending forstod jeg. Efter disse to Samtaler henvendte min Broder og jeg os i Forening til Maskiningenieur Werner. Ham foreviste vi en Skitse til Opfindelsen og udbad os hans Mening. Hr. Werner erklærede, at han var aldeles forbauset over, at to ZÆÅe-Banemænd havde den Dristighed at ville indlade sig paa den Sag. Vi svarede ham, at vi saa