Geografisk Haandbog

Forfatter: H. Weitemeyer

År: 1893

Forlag: Nordisk Forlag

Sted: Kjøbenhavn og Kristiania

Udgave: ANDEN GENNEMSETE, UDVIDEDE OG ILLUSTREREDE UDGAVE

Sider: 612

UDK: 91

Inklusiv indeks på 128 sider

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 1222 Forrige Næste
14 Europa. kiske Folk, c. 11 Mill. 2) Den tyrkiske Gruppe, c. 6,5 Mill. Til den hører Basjkirerne i det sydlige Ural og mange tatariske Stammer ved Volga, paa Krim og N. for Kav- kasus (Nogai-Tatarerne), endvidere Kirgiserne N. for det kaspiske Hav. Paa Balkan- halvøen bor Osmannerne, c. P/2 Mill. Endelig hører til den mongolske Race Kal- mukkerne, der bor ved nedre Volga og Manytsj. — Hele Racen udgør henved 23 Mill., hvorimod den eranske Race tæller c. 395 Mill. I religiøs Henseende danner Evropa saa godt som en Enhed; det er den kristne Verdensdel. Naar undtages de 9 Mill. Jøder, c. 8,3 Mill. Muhame- danere i Rusland og Tyrkiet og c. 700,000 Hedninger i det østlige Evropa, er alle de andre, 95,7 %, Kristne. Deraf er de fleste Romersk-Katolikker, c. 183 Mill.; til dem hører Hovedmassen af de romanske Folk, den mindre Halvdel af Germanerne samt en Del af Slaverne. Grcesk-Katolikkerne udgør c. 113 Mill., dertil hører hoved- sagelig de fleste af Slaverne, Rumænerne og Nygrækerne. Protestanterne, c. 103 Mill., bestaar væsentlig af den større Halvdel af Germanerne og Finnerne. Efter Pladsen har den første Afdeling Overvægten i Sydevropa, den anden i Østevropa, den tredje i Mellem- og Nordevropa. De ovennævnte Tal, baade hvad Nationalitet og Religion angaar, er tagne efter Skøn fra 1906, da Evropas samlede Folkemængde ansloges til c. 418 Mill.; 1912 angives den til 4 4 7 Mill. Men i øvrigt maa det erindres, at det ikke er muligt at anføre et nøjagtigt Tal for et bestemt Aar, da Folketællingerne i de enkelte Lande stammer fra forskellige Tider. Med Hensyn til Befolkningstæthed staar Evropa højest af alle Verdensdelene, idet det har 45 paa hver km2 (Asien har 20,5, Avstralien 0,g). De Dele, som mest nærmer sig til dette gennemsnitlige Tal, er Bal- kanhalvøen (36—60 paa 1 km2). Spanien (39) og Portugal (58); derimod staar de nordlige og østlige Dele langt tilbage, saaledes har Rusland 24, Sverige 13, Finland 10 og Norge 7 paa 1 km2. Det bliver altsaa Italien, M ellemem ro pa og Vesteuropa, der er de tættest befolkede Dele; men inden for disse Græn<ser er der atter store Uligheder, Belgien har 254, Holland 185, Storbritannien og Irland 169, Tyskland 120, Østerrig-Ungarn 76, Frankrig 74, Danmark 71 paa 1 kmi2. g. Inddeling og Stater. Det er ikke faa Vanskeligheder, der frem- byder sig for den, der ved Beskrivelsen af Evropa vil søge at sammenarbejde de fysiske og politiske Omraader til et Hele. Ved et Blik paa Kortet synes den gængse Inddeling i Syd-, Vest-, Øst-, Mellem- og Nordeuropa at falde naturlig; men de fy- siske og de politiske Forhold griber paa saa mange Maader over i hinanden, at man ved Beskrivelsen ser sig nødt til at udøve Tvang snart i en, snart i en anden Ret- ning. Mindst er Vanskelighederne ved Sydeuropa; disse tre Halvøer danner mest en Enhed baade paa Grund af Bjærgene, der begrænser dem mod N., og det ensartede Klima; kun paa Balkanhalvøen er Forholdene noget indviklede, idet den fysiske Grænse dannes af Balkan, hvorimod de historiske Forhold tvinger til at tage de nedre Donaulande med. Til Vesteuropa regnes naturligt de britiske Øer, og naar man ogsaa lader Frankrig høre herhen, er det, fordi det betragtes som det vestlige Hjørne af den store Fastlandskerne, og fordi det væsentlig staar under Atlanter- havets Indflydelse, skønt det ved Højfrankrig knyttes til det mellemevropæiske Bjærgland. Til Nordeuropa hører selvfølgelig den skandinaviske Halvø, men her ei- der to Vanskeligheder: mod NØ. hører Finland hertil i fysisk Henseende, medens det efter de politiske Forhold knyttes til Østevropa; mod SØ. gør de historiske Forhold det naturligt at tage Danmark med, skønt Jordbundsforholdene henviser det til Mellemevropa. Verdensdelens Fastlandskerne falder endelig i det temmeligt ensfor- mige østevropæiske Lavland og det i høj Grad uensartede Mellemevropa. Til Øst-