Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København
Udgave: Anden Udgave
Sider: 502
UDK: 5754
Efter Originalens femte Udgave oversat af J.P. Jacobsen.
Revideret af Stud.Mag. Fr. Heide.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
432
Vi kommer dernæst til at spørge om, hvilken Grunden er til
at visse Sommerfugle og Natsværmere saa ofte antager en anden og
ganske forskellig Forms Udseende; hvorfor Naturen for at bringe
Naturforskerne fra Koncepterne har nedladt sig til saadanne Ko-
mediepuds. Hr. Bates har uden Tvivl fundet den rigtige Forklaring
herfor. Den efterlignede Form, som altid findes i stort Antal, maa
stadig i en meget stor Udstrækning undgaa Ødelæggelse, ellers
kunde den ikke forefindes i saa store Sværme, og Hr. Bates saa den
aldrig blive Bytte for Fugle og visse store Insekter, som angriber
andre Sommerfugle. Han har god Grund til at tro, at dette skyldes
en ejendommelig og ubehagelig Lugt, som den giver fra sig. De
efterlignende Former, som bebor det samme Strøg, er i Modsæt-
ning til de efterlignede forholdsvis sjældne og hører til sjældne Grup-
per, derfor maa der stadig være et eller andet, der ødelægger dem;
thi ellers vilde de, da Sommerfuglene lægger et saa stort Antal Æg,
i Løbet af tre eller fire Generationer oversvømme det ganske Land.
Dersom nu et Medlem af en af disse forfulgte og sjældne Grupper
antog et Udseende, der var den godt beskyttede Arts saa ligt, at den
stadig kunde skuffe en Entomologs øvede Øje, saa vilde den ofte
skuffe Rovfugle og Rovinsekter og saaledes undslippe mange Farer.
Hr. Bates kan næsten siges ligefrem at have været Vidne til den
Proces, ved hvilken de efterlignende er kommen til saa nøje at ligne
de efterlignede; thi han fandt, at nogle af de Former af Leptalis,
som efterligner mange andre Sommerfugle, varierede i en uhyre
høj Grad. I et Distrikt fandtes der adskillige Varieteter, og af disse
lignede kun en til en vis Grad den i dette Distrikt almindelige Itho-
mia. I et andet Distrikt var der to eller tre Varieteter, af hvilke en
var meget almindeligere end de andre, og denne efterlignede nøje
en anden Form af Ithomia. Af Kendsgerninger af denne Natur slut-
ter Hr. Bates, at Leptalis varierer først, og naar det hænder sig, at
en Varietet i en vis Grad kommer til at ligne en eller anden alminde-
lig Sommerfugl, som bebor det samme Strøg, saa har denne Varietet
derved, at den ligner en talrig og lidet forfulgt Art, bedre Udsigt til
at undgaa at blive ødelagt af Rovfugle og Rovinsekter og bliver som
Følge heraf ofte bevaret, — „idet de mindre fuldkomne Ligheds-
grader Generation efter Generation udryddes og kun de andre lades
tilbage til at forplante Arten.“ Saa her har vi en udmærket Illustra-
tion til Kvalitetsvalget.