Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

5 teiser. Det eneste, jeg havde Fornøjelse af under disse Studier, var nogle af Horats’s Oder; dem beundrede jeg i høj Grad. Da jeg gik ud af Skolen, var jeg i Forhold til min Alder hverken blandt de bedste eller blandt de daarligste, og jeg tror nok, at jeg baade af mine Lærere og af min Fader blev betragtet som en ganske al- mindelig Skoledreng, saaledes som den Slags er flest, snarere under end over Grænsen for den jævne Begavelse. Til min dybeste Yd- mygelse sagde min Fader en Gang til mig: „Du gider kun gaa paa Jagt, passe Hunde og fange Rotter, og du bliver til Skam og Skænd- sel for dig selv og hele din Familie.“ Men min Fader maa have været meget vred og lidt uretfærdig, da han sagde saaledes; han var ellers den venligste Mand, jeg nogensinde har kendt, og jeg el- sker hans Minde af hele mit Hjerte. Naar jeg nu, saa godt det lader sig gøre, ser tilbage paa min Karakter, som den var i min Skoletid, finder jeg af Egenskaber, som paa denne Tid lovede godt for Fremtiden, kun disse, at jeg havde stærke og forskelligartede Interesser, megen Iver for det, der op- tog mig, og en levende Lyst til at forstaa alt, hvad der var indviklet. Jeg fik Undervisning i Euclid af en Privatlærer, og jeg husker tyde- ligt den store Tilfredsstillelse, som de klare geometriske Beviser skaffede mig. Jeg husker lige saa tydeligt den store Glæde, som min Onkel (Francis Galtons Fader) gjorde mig, da han forklarede mig Principperne for Brugen af Nonius paa et Barometer. Hvad mine andre, mere uvidenskabelige Interesser angaar, holdt jeg af at læse alle mulige Bøger; ofte sad jeg i Timevis i en af Skolens store Vinduesfordybninger, hensunken i Studiet af Shakespeares histo- riske Skuespil. Jeg læste ogsaa andre Digterværker, f. Eks. Thom- son’s „Aarstiderne“ og de nylig udkomne Værker af Byron og Scott. Jeg husker dette, fordi jeg senere hen i Livet, til min store Bekla- gelse, mistede Interessen for al Slags Digtekunst, Shakespeares medregnet. Medens jeg taler om min Sans for Digtekunst, maa jeg tilføje, at jeg i Aaret 1822, under en Ridetur paa Grænsen af Wa- les, følte en stærk Sans for Naturskønhed vaagne i mig, og denne har holdt sig længere end alle andre æstetiske Interesser. I mine tidligste Skoleaar havde en af Drengene et Eksemplar af „Verdens Undere“, som jeg ofte læste, og jeg diskuterede sam- men med nogle andre Drenge Sandsynligheden i dens Beretninger; jeg tror nok, at det var denne Bog, som først bragte Ønsket om at rejse