Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen
Forfatter: Charles Darwin
År: 1909
Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag
Sted: København
Udgave: Anden Udgave
Sider: 502
UDK: 5754
Efter Originalens femte Udgave oversat af J.P. Jacobsen.
Revideret af Stud.Mag. Fr. Heide.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
ser, selv om jeg altid havde en eller anden Bog med, som jeg læste
med Interesse. I Sommeren 1826 tog jeg Randselen paa Ryggen og
foretog sammen med et Par Venner en Fodtur gennem det nordlige
Wales og tilbagelagde gennemsnitlig 71/} Mil om Dagen; blandt
andet besteg vi Snowdon. Min Søster og jeg tog ogsaa en Ridetur
i Nord-Wales; vor Bagage førtes til Hest efter os af Tjeneren.
Efteraaret var helliget Jagtens Glæder, hovedsagelig hos Owens
paa Woodhouse og hos min Onkel Jos (Josiah Wedgood, Søn af Etru-
ria-Værkernes Grundlægger) paa Maer. Min Iver var saa stor, at jeg
som Regel satte mine Vandstøvler til Rette ved Sengen, naar jeg
gik til Ro, for ikke at spilde nogen Tid om Morgenen, naar jeg
skulde have dem paa; ja ved en enkelt Lejlighed var jeg naaet ud
til Godsets fjerneste Strækninger, endnu før det var bleven lyst;
det var den 20. August paa en Urfugle-Jagt, og jeg travede rundt med
Skytten hele Dagen gennem Lynghede og ungt, tæt Fyrrekrat.
Hele Sæsonen igennem holdt jeg nøjagtigt Regnskab med hver
Fugl, jeg skød. En Dag, da jeg var paa Jagt paa Woodhouse med
Kaptajn Owen, hans ældste Søn og hans Fætter, Major Hill, den
senere Lord Berwick, som jeg satte megen Pris paa, blev jeg meget
fornærmet, thi hver Gang, jeg fyrede og troede, jeg havde nedlagt
en Fugl, begyndte straks en af dem at lade sin Bøsse og raabte:
„Den maa Du ikke tælle med, jeg skød samtidig.“ Og Skytten, som
forstod Meningen, holdt med dem.
Et Par Timer efter fortalte de mig Spøgen; men for mig var det
ikke Spøg, da jeg havde skudt en hel Mængde Fugle, som jeg ikke
havde Tal paa; jeg kunde derfor ikke føre dem paa Listen, hvilket
jeg plejede at gøre paa den Maade, at jeg for hver slog en Knude
paa et Stykke Snor, som jeg havde i Knaphullet. Det var det, mine
falske Venner havde opdaget.
Hvor jeg dog nød Jagten! Men jeg tror, jeg halvvejs skammede
mig over min Iver; thi jeg prøvede paa at overbevise mig selv om, at
Jagt næsten var en intellektuel Beskæftigelse; det fordrede dog ikke
saa lidt Dygtighed at dømme om, hvor Vildtet fandtes, og at føre
Hundene godt.
Et af mine Efteraarsbesøg paa Maer i 1827 er mindeværdigt,
fordi jeg dér mødte Sir J. Mackintosh, som besad det fineste Kon-
versationstalent, jeg nogensinde har truffet. Jeg hørte siden, til min
usigelige Stolthed og Glæde, at han havde sagt: „Der er noget ved