Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

ser, selv om jeg altid havde en eller anden Bog med, som jeg læste med Interesse. I Sommeren 1826 tog jeg Randselen paa Ryggen og foretog sammen med et Par Venner en Fodtur gennem det nordlige Wales og tilbagelagde gennemsnitlig 71/} Mil om Dagen; blandt andet besteg vi Snowdon. Min Søster og jeg tog ogsaa en Ridetur i Nord-Wales; vor Bagage førtes til Hest efter os af Tjeneren. Efteraaret var helliget Jagtens Glæder, hovedsagelig hos Owens paa Woodhouse og hos min Onkel Jos (Josiah Wedgood, Søn af Etru- ria-Værkernes Grundlægger) paa Maer. Min Iver var saa stor, at jeg som Regel satte mine Vandstøvler til Rette ved Sengen, naar jeg gik til Ro, for ikke at spilde nogen Tid om Morgenen, naar jeg skulde have dem paa; ja ved en enkelt Lejlighed var jeg naaet ud til Godsets fjerneste Strækninger, endnu før det var bleven lyst; det var den 20. August paa en Urfugle-Jagt, og jeg travede rundt med Skytten hele Dagen gennem Lynghede og ungt, tæt Fyrrekrat. Hele Sæsonen igennem holdt jeg nøjagtigt Regnskab med hver Fugl, jeg skød. En Dag, da jeg var paa Jagt paa Woodhouse med Kaptajn Owen, hans ældste Søn og hans Fætter, Major Hill, den senere Lord Berwick, som jeg satte megen Pris paa, blev jeg meget fornærmet, thi hver Gang, jeg fyrede og troede, jeg havde nedlagt en Fugl, begyndte straks en af dem at lade sin Bøsse og raabte: „Den maa Du ikke tælle med, jeg skød samtidig.“ Og Skytten, som forstod Meningen, holdt med dem. Et Par Timer efter fortalte de mig Spøgen; men for mig var det ikke Spøg, da jeg havde skudt en hel Mængde Fugle, som jeg ikke havde Tal paa; jeg kunde derfor ikke føre dem paa Listen, hvilket jeg plejede at gøre paa den Maade, at jeg for hver slog en Knude paa et Stykke Snor, som jeg havde i Knaphullet. Det var det, mine falske Venner havde opdaget. Hvor jeg dog nød Jagten! Men jeg tror, jeg halvvejs skammede mig over min Iver; thi jeg prøvede paa at overbevise mig selv om, at Jagt næsten var en intellektuel Beskæftigelse; det fordrede dog ikke saa lidt Dygtighed at dømme om, hvor Vildtet fandtes, og at føre Hundene godt. Et af mine Efteraarsbesøg paa Maer i 1827 er mindeværdigt, fordi jeg dér mødte Sir J. Mackintosh, som besad det fineste Kon- versationstalent, jeg nogensinde har truffet. Jeg hørte siden, til min usigelige Stolthed og Glæde, at han havde sagt: „Der er noget ved