Arternes Oprindelse
ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen

Forfatter: Charles Darwin

År: 1909

Forlag: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

Sted: København

Udgave: Anden Udgave

Sider: 502

UDK: 5754

Efter Originalens femte Udgave oversat af J.P. Jacobsen.

Revideret af Stud.Mag. Fr. Heide.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 587 Forrige Næste
46 E. Forbes offentliggjorde sit berømte Skrift om denne Sag (1846)23)- Paa nogle enkelte Punkter var vi uenige, og jeg tror endnu, at jeg havde Ret dér. Jeg har naturligvis aldrig paa Tryk hentydet til, at jeg uafhængigt havde udarbejdet denne Teori. Der var næppe noget, der under hele Udarbejdelsen af „Oprindelsen“ tilfredsstillede mig saa meget som Forklaringen af den store Forskel, der i saa mange Klasser findes mellem Fosteret og det voksne Dyr, og om den store Lighed mellem Fostrene i samme Klasse. Saavidt jeg husker, blev der ikke taget noget Hensyn til dette Punkt i de første Anmeldelser af „Oprindelsen“, og jeg mindes, at jeg i et Brev til Asa Gray ud- trykte denne Forundring. I de senere Aar har alle Anmelderne givet Fritz Müller og Häckel hele Æren, og de har ganske vist ogsaa udarbejdet Emnet mere fyldestgørende og i flere Henseender mere korrekt end jeg. Jeg havde Materiale til et helt Kapitel om denne Sag, og jeg burde have gjort Behandlingen mere indgaaende; thi det er klart, at det ikke lykkedes mig at gøre Indtryk paa mine Læsere, og den, som gør det, fortjener ogsaa efter min Mening hele Æren. Dette bringer mig til at gøre en Bemærkning om, at jeg altid er bleven behandlet godt af mine Anmeldere, naar jeg fratager de videnskabeligt set ukyndige, og dem er det ikke værd at omtale. Mine Meninger er ofte bleven i høj Grad misforstaaede, haardt mod- arbejdede og latterliggjorte, men saavidt jeg ved, er det altid sket af en ærlig Vilje. I det hele taget tvivler jeg ikke om, at mine Bøger har faaet alt for megen Ros. Jeg er glad over, at jeg er undgaaet Pennefejder, og det skylder jeg Lyell, som for mange Aar siden, med Henblik paa mine geologiske Værker, ivrigt advarede mig imod at indlade mig paa den Slags, da der sjældent kom noget godt ud af dem, men de altid skaffede de stridende Parter Ærgrelser og Spild af Tid. Naar som helst jeg har opdaget, at jeg har fejlet, eller at mit Arbejde har været mangelfuldt, saa vel som naar jeg har mødt haanende Kritik, ja ogsaa naar jeg er bleven Genstand for en saa overstadig Ros, at det har krænket mig, saa har det over hundrede Gange været mig en stor Tilfredsstillelse at kunne sige til mig selv: „Jeg har arbejdet saa strengt og saa godt, som jeg kunde, og mere end det kan ingen gøre.“ Jeg mindes fra Opholdet i Good Success Bay, paa Udlandet, at jeg tænkte (og jeg tror, at jeg skrev det samme