De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

BELIGGENHED 13 lidet udviklet. Da havde den særlig Betydning som Overfartssted til og fra Sjælland. Der var to Hovedveje mellem Hovedøen og Fastlandet; den ene gik over Roskilde eller Ringsted—Hærvig (senere kaldet Kalundborg) til Aars og Viborg, den anden over Korsør—Nyborg—Assens—Aarøsund til Sønder-Jylland. Det er da ogsaa som Overfartssted, at Aarhus betegnes af Adam af Bremen i hans Beskrivelse af Dan- mark, der er forfattet omkring Midten af det XI. Aarhundrede. Og denne Betegnelse taler bestemt mod den omtrent et halvt Aartusinde senere fremsatte Paastand, at Aarhus oprindelig skulde have ligget næsten en Mil længere mod Nord, inde i Lan- det ved Landsbyen Liisbjærg. Først Erik Ejegod skulde i Slutningen af sin Rege- ring have flyttet Byen til sin nuværende Plads. I de ældste Beretninger, vi har om Aarhus, omtales den afgjort som Kystby. Saaledes hos Adam af Bremen og saaledes i Knytlingesaga, i Beretningen om det Søslag, der stod ved Aarhus i December 1043, hvor Magnus den Gode overvandt Svend Estridsen. Og endelig i Meddelelsen om, al Byen faa Aar senere blev plyndret og brændt af Harald Haarderaade paa et af hans Vikingetog paa de danske Kyster. Datidens Byer her i Norden var vidt forskellige fra den Forestilling, man i vore Dage gør sig om en By som en større eller mindre Samling af Stenhuse med røde Tage, overragede af Kirketaarne osv. Det Aarhus, der gik til Gru ude ved Harald Haarderaades Overfald omtrent 1050, har været en Samling af Jordhuse eller Hyt- ter med enkelte mere anselige Træhuse og endelig med en — sikkert lav og lidet im- ponerende — Kirke af Træ. Det var m aaske den under Kong Frode opførte Daabs- kirke, den ældste Kirke i Byen, der var helliget Trefoldigheden, som ved denne Lejlighed sammen med Byen gik op i Luer. Det berettes udtrykkelig, at Kirken brændte, og det hedder endvidere, at Byen efter denne Begivenhed laa øde i et halvt Aarhundrede eller saa. Et andet Sted siges (ler i god Overensstemmelse her- med, at Bispedømmet i Aarhus stod paa saa svage Fødder, at det endog en Tid ganske blev nedlagt. Kirkens og Byens Ødelæggelse, — hvor grundig en saadan end kunde være — vilde vel næppe være bleven betegnet som en Nedlæggelse af Bispedømmet. Først naar Biskoppen, den af selve Guds Slatholder paa Jorden indsatte Hyrde, opgav at samle Hjorden paa dette Sted, — først da kunde der tales om en Nedlæggelse af Bispedømmet. Det er sandsynligvis det, der har fundet Sted efter Harald Haarde- raades Overfald. Biskoppen og den høje Gejstlighed, der sad inde med Sty- relsen, har mistvivlet om at kunne værne deres By mod lignende Angreb i Frem- tiden. De har opgivet Stedet, der laa saa tæt ved Søen og saa udsat for Angreb af Sørøvere, — de har forladt den og er flyttet op til Landsbyen Liisbjærg, der laa en tre Fjerdingvej længere mod Nord, med en stor og statelig Stenkirke oppe paa Bakken, en Kirke, der ikke l)lot var et langt anseligere Gudshus, end det, der var gaaet til Grunde nede i Aarhus, men som tillige kunde yde dem et sikkert Værn som Tilflugtssted, om Sørøverne skulde vove sig saa højt op i Land. De fromme Fædre kunde nu uden Tvivl leve i langt større Tryghed her oppe i Liisbjærg end nede i Aarhus. Men der var den mislige Omstændighed, at Hjorden ikke var fulgt med, og at der her oppe ikke var Trivsel for en By. Havnen mang- lede; de af Byens Befolkning, der havde bjærget Liv og Frilied under Nordmæn- denes Angreb, vendte tilbage til deres gamle Bopæl ved Aaens Munding, saa snart