De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

NÆRINGSLIVETS OPKOMST 19 9. Item ingen fremmede Købmænd, Gæster eller Købesvende skal salte nogen Sild før Paaske uden vor Embedsmands (Lensmands), Borgmesters og Raads Villie og Tilladelse, og skal den Sild, som om Fasten kommer, ligge ved Broen, til Klok- ken har tolv slaaet om Middagen, for almindeligt Køb og Almuens Tarv, ihvo den helst fal har (hvem der end har den til Salg), Bymænd eller andre Mænd. Efter Paasken maa Købmænd og Gæster købe Sild af Borgerne altid, naar dem lyster. 10. Item skulle Gæster købe Skind i hele Hundrede og halve eller Deggertal i det mindste. 11. Og skal ingen Bymand tage Gæster eller udkomne (fremmede) Mænds Pen- dinge eller Gods at købe eller sælge med, Gæsterne til Nytte og Gavn. 12. Item skulle ingen Gæster eller udkomne Købmænd sejle overmere i Lim- fjorden eller nogen Haandtering have uden til Aalborg, Viborg, Nykøbing og Lemvig, dær som lovlige Havne ere, uden vor Fogeds, Tolders, Borgmesters og Raads Lov og Samtykke, undtagen de som Salt og Ved, Kul og Tømmer føre, og maa frie Mænd lade føre til deres Gaarde, hvis (hvad som) dem Behov gøres til deres Kost og til deres Gaards Nytte. 13. Og skulle Gæster ej gøre nogen Landkøb med Bønder eller med nogen anden Forpranger. Det var nu imidlertid ikke blot de udenlandske Handlende, Byens Købmænd maatte værge sig imod, det var ogsaa de Handlende fra Nabobyerne. Byernes Hovederhverv og vigtigste Næring var Handel og Haandværk, det var noget, de lige- frem havde Privilegium paa, og blev der gjort det mindste Indgreb i denne Ret, rejstes der øjeblikkelig et vældigt Skrig. Allerede i 1462 finder Christjærn I. Anled- ning til at udstede et Kongebrev om Handelsforholdene i Aalborg, hvis Borgerskab har beklaget sig højlig til ham over de mange Købmænd og Borgere af andre Byer dær i Jylland, som købslaa og gøre Forprang i Aalborg Bys Forstrup (Omegn) »dem og deres By til stor Skade og Fortræd«. Kongen tillader dem derfor, »paa det fornævnte vor By Aalborg maa desydermere bygges og forbedres«, at de maa stævne alle, »som købslaa og Forprang gøre paa fire Mile nær omkring deres By« til deres Byting og forfølge dem efter Loven. Som Følge af denne Bestemmelse maatte Nibe By opgive sil gamle Pinsemarked, der holdtes i Anledning af Vaar-Fiskeriet, det »skal herefter aldeles være nedlagt og ej ydermere dær i Nibe holdes, men skal fremdeles herefter blive holdt og holdes her udi Aalborg hver aarlig Aar udi tre samfulde Dage i Pinseugen, ligesom det hidtil af Arilds Tid i Nibe holdet er«. Og der blev tilføjet et Forbud om, at ingen Borger eller Købmand maatte bo eller ligge i Nibe »eller paa noget andet Fiskeleje« her nærværendes omkring Byen, længere end Fiskeriet varer. Det var nu let nok at udstede Forbud. Langt vanskeligere var det at sørge for, at de blev overholdt. Trods Paabudet om at Nibe Pinsemarked skulde nedlægges, vedblev det dog at bestaa og var endnu — trods stadige Klager - i fuldt Flor 1594. Ogsaa til den anden Side forstod de Aalborg Købmænd at værge sig og fik under Christjærn II. udstedt Forbud for baade danske og tyske Købmænd imod at »bryde deres Bunke«, det vil sige tage Lugerne af for deres Lastrum (Bunkerne) og sælge af Ladningen mellem Hals og Aalborg. Der kunde nu være god Grund for Borgerne ikke alene i Aalborg, men i alle