De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

NÆRINGSLIVETS OPKOMST 23 ud paa, at Gildet skal have to Forstandere, en dansk Mand og en tysk, men den næste lyder paa, at ingen Embedsmænd (Haandværkere) af hvad Embede (Haand- værk) det end monne være, kan blive optaget i Gildet, men kun Købmænd. Aaels- mænd og Gejstlige kunde derimod være Brødre i Gildet og blev optaget i stor Mængde. Papegøjegildet i Aalborg kan saaledes sikkert betragtes som stiftet som et Værn for den højere Borgerstand, der sad inde med Styrelsen af Byens Sager, som den ikke agtede at lade slippe sig af Hænde, og af hvilken Borgmestre og Raad blev taget. Rundt omkring finder man paa denne Tid, at Myndighederne forsøger at holde Haandværkerne nede, — i Erik af Pommerns omtrent samtidige Privilegier for København fastsættes for første Gang den Regel, at ingen Haandværker kan blive Borgmester eller Raadmand. Haandværkeren stod i Middelalderen i et rent personligt Tjenesteforhold til, var Tyende hos sin Arbejdsherre, og dette Afhængighedsforhold, denne ufri Stilling, har sat sit Præg paa Haandværkerne langt ned i Tiden. De maatte altid arbejde for andre, de kunde kun yderst sjældent tjene saa meget, at de ved deres Velstand kunde blive uafhængige. De var bundne til Byen, til smaa og kummerlige For- hold, medens Købmanden kom ud og saae sig om i Verden, tjente Penge og havde Magt og Myndighed i Kraft af sin Formue og sin Fødsel mellem Byens gode og velforncmme Slægter. Ogsaa Haandværkerne begyndte netop nu omkring Aar 1400 at slutte sig sammen i Lav, med de gamle Gilder som Forbilleder, for at værne om deres Interesser. — I Aalborg kender man kun Smedelavet og Skomagerlavet og veed, at de hægge har haft Lavshus, men der har sikkert været andre. Det har mulig netop været disse Sammenslutninger, der har fremkaldt Modforanstaltninger hos Borgernes Overklasse, Købmændene, og som finder sit Udtryk i Erik af Pom- merns Bestemmelser, der udelukker Haandværkerne — saa længe de drive et Haand- værk — fra Byens Raad og Øvrighed. Og de var under skarpt Tilsyn af Byens Magistrat, der skulde passe paa, at de leverede »godt og skelligt Arbejde« og til en rime- lig Pris, og som kunde straffe dem, om delte ikke var Tilfældet. Men ved at danne Lav opnaaede de, hvad der var af stor Betydning, at sikre sig Eneretten paa deres Haandværk, saaledes at de selv kunde regulere 1 ilgangen til Haandværket og der- igennem regulere Produktionen efter Efterspørgslen. Paa den anden Side var det dem paa det strengeste forbudt at befatte sig med Købmandskab, men det var ikke saa let at overholde og gav stadig Anledning til Kævleri og Spektakel i Byernes smaa Samfund. Og da Lavene havde Ret til i alle indre Sager selv at øve Justits over for Lavsbrødrene, hvad der var deres største Særrettighed, kom de snart til at føle sig som en Stat i Staten og viste til Tider en Trods, som hverken Borgmester og Raad, ja, end ikke Rigets Konge var i Stand til at kue. Ligesom de Handlende havde et Læbælte omkring Byen, inden for hvilket det var alle andre forbudt at drive Handel, saaledes var ogsaa Haandværkerne beskyt- tede. Af Kong Hans fik Aalborg Skomagere det Privilegium, at ingen i tre Miles Afstand fra deres By maatte understaa sig til at gøre Sko, »undtagen til vore gode Mænds Gaarde (Adelsgaardene) til deres eget Behov«.