De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

20 AARHUS I MIDDELALDEREN og ved hans Kilde paa Havskrænten Syd for Byen, fik man dog ret at vide, hvilken hellig Mand han havde været. Han viste sig i sin Hjælp at være mere virksom og kraftig end baade Knud Konge og Knud Hertug, og de, der paakaldte ham, var ikke narrede. Det var der Vidnesbyrd nok om, og særlig et, der maatte gøre Ind- tryk i en Søstad som Aarhus. Nogle Borgere fra Havn (det nuværende København), der sagtens var paa Rejse herover, blev overfaldet af Storm og kom i Havsnød. Skuden blev læk, kunde ikke holdes paa Pumperne og syntes at skulle slaas i Styk- ker af Søen, — de var kort sagt om en Hals. I denne deres yderste Nød vidste de gode Mænd da ikke bedre Raad, end at kaste Lod om hvilken Helgen de skulde paakalde. Tre Gange kom Loddet ud for Hellig Niels, og næppe havde de raabt: Hellig Niels, kom os til Hjælp! før Storm og Sø begyndte at lægge sig. Københav- nerne kom frelst i Land, gik til Helgenens Grav med deres Gaver og glemte ikke at udbrede hans Ros. Som det var gaaet dem, gik det mange, Hellig Niels’ Ry bredte sig mere og mere, Folk strømmede til, og Skatten ved hans Grav blev større og større. Men Hellig Niels havde ogsaa sine Modstandere. Den ivrigste Modstand rejstes mod ham fra Biskop Svends kære Cistercienserkloster i Øm, — Biskop Svends Parti har aabenbart aldrig kunnet glemme, at Hellig Niels tog sig saa varmt af St. de- mens Kirke, — og denne Modstand var saa kraftig, at det aldrig lykkedes hans Ven- ner, Præsteskabet og Lægfolk i Aarhus — trods alle Anstrengelser — at faa ham anerkendt som virkelig Helgen af Paven i Rom. Dog det gjorde intet Skaar i hans Folkeyndest. Allerede inden Valdemar Sejrs Estlandstogt i 1219 var der kommet saa mange Penge i Helgenens Skrin, at Kongen, paa Familieskabets Vegne — Hellig- Nids var jo en Søn af hans Morbroder — og uden at spørge oni Forlov, kunde gøre et større Laan hos ham. Om Hellig Niels’ Helgenry og Betydning for Byen staar Domkirken som et talende Vidne. Alle Vegne fra strømmede der Gaver til hans Grav, og allerede i Slutningen af det XII. Aarhundrede, kunde Bikop Svends Afløser paa Bispestolen, Peder A agnsen, lade det lille uanselige Trækapel nedbryde og begynde paa Op- førelsen af St. demens’ Kæmpebygning over Hellig Niels’ Grav. Og dermed flytter Aarhus By mod Øst, ud paa Havbakken. Det var Valdemarernes Tidsrum, Danmarks Storhedstid. Der herskede Ro og Orden i Landet, Fred og Sikkerhed paa Søen. Handel og Skibsfart blomstrede, og den ene Købstad efter den anden voksede frem paa de danske Kyster. Aarhus, der laa saa omtrent midt i Riget, med let Adgang fra alle Vandveje, ikke mindst Ira Byerne »hinsides Havet« d. e. paa Skaanes og Hallands Vestkyst, har ogsaa været med i det almindelige Opsving. Paa Bakken oven over »Mindet« og Aaen voksede Byen op omkring den nye Kirke. Det er uden Tvivl Stadens og Stiftets Herre, Biskop Peder Vagnsen, der har laget sig af Byens — Stiftshovedstadens — som af Kirkens Anlæg og først og frem- mest sørget for dens Værn. Vel var der nu ingen Fare længer for Angreb fra de sø- røverske Vender, og Borgerkrigen var endt; men ingen kunde vide, hvor længe det vilde vare. En By, der rummede en Domkirke med alle de Skatte af forskellig Art, som i Tidens Løb samledes om den, maatte nødvendigvis befæstes. Det var sikkert netop for at kunne gøre Byen mere fast, at Biskoppen flyttede den ud paa Klinte-