De danske Byerhverv
i Tekst og Billeder

22 AARHUS I MIDDELALDEREN knuden eller Havbakken. Denne dannede og danner endnu en Trekant, der med sin længste Spids skyder ud i Sydøst, mellem Aaen og Havet, lavest inde mod Land og højest og i sin Tid med ret brat Fald ned til Vandet paa hægge Sider. Ncifii dot andetsteds er sagt, cif Søen har dækket over store Dele af det Terrain, paa hvilket Aaihus er bygget, er det utvivlsomt rigtigt. Men det har vel at mærke fundet Sted i en forhistorisk Tid, længe før det Tidsrum, vi behandler. I en histo- risk Tid har Søen derimod gnavet væk af Klinten lige fra Mejlgades Port og hen til Skolebakken. For at standse denne Bortskæring har Byens Borgere alt i Middel- aldeien maattet sætle Bulværk uden for deres Ejeiidoninie mod Søen. Senere lagde man en Stendæmning Øst loi Mejlgade, der endnu efter Midten af forrige Aarliundrede var den herligste Legeplads for Byens Drenge. Hvor en saadan Stendæmning ikke fand- tes, som for Eksempel neden for Skrænten ved St. Olufs Kirkegaard, brød Søen sta- dig ind og skai boi t al Landet. Sagen var vel den, at de enkelte Borgere skulde nok sørge for at værne deres Ejendomme, men med Kirkegaarden fik det gaa som det kunde. 1548 faldt da Kirken ogsaa ned, og endnu saa sent som 1860—70 kunde man under østlig Storm se Søen bryde mod Skrænten; saa Jorden slikkedes bort, og Benpiberne af de gamle, for længe siden hensovede Aarhusianere, — vaskede hvide af de brydende Søer — tillige med Kistetræ og Beslag stak frem af den sorte Jord. Først ved de store Opfyldningsarbejder i Slutningen af det XIX. Aarliundrede skaffedes der endelig Sikkerhed for Landet. Mod Øst har Byen næppe nogen Sinde været befæstet. Der har den høje Skrænt maattet være nok. At hele Strækningen her, fra St. Olufs Kirkegaard til »Revet«, har været Skrænt eller Klint vil endnu være i ældre Aarhusianeres Erindring. Det fremgaar bl. a. ogsaa af det oprindelige Navn paa Skolegyde. Den hed nemlig »Skoletrappen« og førte stejlt ned til Stranden, ligesom »Stentrappen«, der først forsvandt ved St. Clemensbroens Anlæg, førte stejlt ned til Aaen. Man skulde tro, at Aaløbet havde dannet tilstrækkeligt Værn for Byen mod Syd. Men det var dog ikke Tilfældet. Man har aabenbart ikke turdet haabe at kunne forsvare Vadestedet, der Vest for Byen, ved nuværende Emervad, dannede Passage over Aaen for Folk og Fæ, der skulde Syd fra Nord paa, ikke blot til og fra Aarhus, men fra Landet og Byerne Syd for Aarhus Aa Nord paa og omvendt. Det var Alfarvej’ og den var Aarhus By ikke mægtig at spærre. Vi finder derfor ogsaa Betegnelser som Søndervold, Sønderbro og Søndergrave. Mærkeligt nok findes ved flere af vore Byer Flertalsformen »Grave«, hvor man efter Nutidens Sprogbrug skulde vente at finde Enkelttalsformen »Grav« eller »Graven«. Søndervold har ligget paa Kanten af Klinten langs Aaen, og Sønderport har uden Tvivl staaet oven for Stentrappen, me- dens Søndergrave maa antages at have ført rundt om Byens sydvestlige Hjørne, mellem Moradset, der værnede Byen mod Vest, og Aaen. Om dette Morads mod Vest mindes vi endnu ved Navnene Emervad og Puster- vig. Midt imellem de Gadestrækninger, som bar disse Navne, har der sikkert ført en Vase gennem Mosen ind til Borgporten, det murede Porttaarn, der stod til 1685, og som værnede den vestlige Adgang til Byen. Hvor Pustervig ikke længer ansaas for tilstrækkelig til at hindre en Fjende i at gaa ind i Staden, laa »Volden«, uden 1 vivl et ved Kunst dannet Jordværk, ved hvis nordlige Ende der var gravet en Rende, som førte Vandet fra den foran, Side 16, omtalte, Nord fra kommende Bæk, lige mod Øst ud i Stranden. Denne Rende dannede Bygraven mod Nord. I Gaden